Sidste år valgte Ed Sheeran at give sine fans verdens værste julegave, da han meddelte, at han ville trække stikket fra musikken på ubestemt tid.

Men nu, næsten præcis et år senere, råder han bod på sidste års hadegave. Således er han 21. december vendt tilbage med et nyt nummer.

'Hey, venner. 'Afterglow' er en sang, jeg skrev sidste år, og som jeg ønskede at dele med jer,' skriver han således på Instagram, hvor han har delt en bid af sin nye sang.

I kommentarsporet jubler fans, men inden de lader begejstringen løbe af med sig, bør de nok læse hele opslagsteksten til videobidden.

Her understreger den folkekære sanger nemlig, at 'Afterglow' ikke er en single fra et kommende album.

'Blot en sang, som jeg elsker, og som jeg håber, I også vil elske,' skriver han, før han ønsker alle en glædelig højtid.

Og dermed er der altså tale om lidt af en snydegave fra den 29-årige, der altså agter at fortsætte sin musikalske pause foreløbigt.

'Tilbage til far-land for nu, ciao,' afslutter han således sit opslag og vender derfor tilbage til tilværelsen som – næsten – nybagt far.

I slutningen af august blev den Grammy-vindende sanger sammen med hustru, Cherry Seaborn, nemlig forælder til en lille pige kaldet Lyra Antarctica Seaborn Sheeran og åbnede derfor for et nyt kapitel i livets bog.

En bog, som Ed Sheeran gerne vil læse mere af, før han for alvor vender tilbage til toppen af poppen. Da han i december 2019 meddelte, at han ville tage en pause, var det nemlig med følgende ord:

»Jeg lover at vende tilbage med ny musik, når tiden er rigtig, og jeg har levet lidt mere, så jeg rent faktisk har noget at skrive om.«

Dengang skrev han desuden, at han efter at have været i gang nonstop siden 2017 havde brug for at komme ud og se lidt mere af verden og livet.

Dermed varslede sangeren også, at det ikke kun ville være på den musikalske front, der fremadrettet ville være mere stille end normalt. Det ville også gøre sig gældende på de sociale medier.

Mandagens Instagram-opslag er da også kun det tredje, han har delt siden 24. december sidste år, hvor han altså annoncerede sin pause.