Den verdenskendte musiker Ed Sheeran fejrer i disse dage familieforøgelse.
På det sociale medie fortæller den 29-årige sanger, at han og hans hustru, Cherry Seaborn, er blevet forældre.
Parret har fået en lille pige, der har fået navnet Lyra Antarctica Seaborn Sheeran.
'Vi er fuldstændig vanvittigt forelsket i hende. Både mor og barn har det godt,' skriver Ed Sheeran på Instagram til et billede af to små sokker.
Ed Sheeran og Cherry Seaborn fejrede også en stor begivenhed sidste år, da parret blev gift efter at have været i et forhold siden 2015.
Parret blev forlovet i 2017, hvilket Sheeran selv fortalte på de sociale medier.
'Fik mig en forlovet kort før nytår. Vi er meget lykkelige og forelsket, og vores katte er også begejstret,' skrev Sheeran i januar 2018, der siden fik mere end fem millioner likes på Instagram.
Først i midten af august begyndte de britiske medier at rapportere, at Ed Sheeran og Cherry Seaborn var i lykkelige omstændigheder. Angiveligt ønskede parret at holde graviditeten hemmelig under coronapandemien.

»Lockdown var en god anledning til ikke at blive set og talt om for meget, men tingene nærmer sig, og glæden er så stor, og de har meddelt det til venner og familie,« forklarede en kilde tæt på parret ifølge Daily Star.
Ed Sheeran får nu al mulig tid til at nyde familieforøgelsen.
Sidste år blev det bekræftet, at Ed Sheeran ville holde 18 måneders pause fra koncerter. Pausen opstod efter en lang periode med 280 koncerter på knap to år.
Han sammenlignede tourens slutning som et brud med en kæreste gennem mange år.
»Det lyder mærkeligt, men det har været en lang tur,« forklarede han i 2019. Og for nuværende er der fortsat ingen meldinger om koncerter inden for nærmeste fremtid i Ed Sheerans kalender. Han er med andre ord stoppet på ubestemt tid.