'E.T.'-stjernen Henry Thomas blev anholdt for spirituskørsel tilbage i oktober.

Kort efter anholdelsen forsøgte han at narre politiet.

Det er kommet frem, efter at det amerikanske medie TMZ har fået adgang til en politirapport, der omhandler den tidligere barnestjernes anholdelse.

Ifølge rapporten blev Henry Thomas anholdt og anbragt i en celle, hvorefter han blev bedt om at aflevere en urinprøve.

48-årige Henry Thomas forsøgte ifølge politirapporten at snyde med sin urinprøve.
48-årige Henry Thomas forsøgte ifølge politirapporten at snyde med sin urinprøve. Foto: NINA PROMMER
Vis mere

Rapporten beskriver, hvorledes betjenten, der afleverede prøvekoppen til Henry Thomas, stod med ryggen til skuespilleren og læste en samtykkeerklæring op, mens Henry Thomas højlydt urinerede i cellens toilet.

Der var dog det problem, at da koppen med urinprøven blev afleveret til betjenten, så var indholdet ganske anderledes, end man kunne forvente.

For koppens indhold var ikke varmt. Til gengæld var indholdet helt klart i farven og fyldt helt op til kanten. Derfor mistænke politiet Henry Thomas for at have brugt toiletvand til urinprøven. Noget som skuespilleren dog benægtede.

Alligevel blev skuespilleren kørt på sygehuset for at få taget en blodprøve. Ifølge rapporten truede han politiet og byen Oregon i USA med sagsanlæg, mens han pralede med at være barnestjernen fra filmen 'E.T.'

På trods af sin opførsel fik Henry Thomas en ekstra chance for at aflevere en urinprøve, men han påstod, at han ikke var i stand til at urinere, og i stedet forsøgte han igen at overbevise politiet om, at han ikke havde snydt med den første prøve.

Hvorvidt stjernen rent faktisk snød med sin urinprøve for at undgå at blive straffet for spirituskørsel, fremgår ikke af rapporten ifølge TMZ, men hvis Henry Thomas forsøgte at snyde med prøven, så lykkedes det ham at slippe ustraffet fra det.

For da Henry Thomas efterfølgende indrømmede i en såkaldt 'No Contest Plea', der er en indrømmelse under betingelse af, at skuespilleren ville få en mildere straf, slap han for fængsel og fik i stedet en bøde påpå 500 amerikanske dollars, svarende til ca. 3400 danske kroner.

Derudover skal han deltage i et etårigt rehabiliteringsprogram, der skal afholde ham fra at køre spirituskørsel igen foruden at deltage i et såkaldt 'offerkursus'. Foruden det skal han også have installeret en alkolås i sin bil, som forhindrer køretøjet i at starte, såfremt føreren er påvirket.