Hele Danmarks Benny - den folkekære skuespiller Morten Grunwald - efterlader et enormt savn hos kvinden, han delte med- og modgang med gennem mere end 50 år.

»Jeg er i et tomrum, og det vil jeg være rigtig længe,« fortæller en dybt berørt Lily Weiding til B.T.

I sidste uge døde Morten Grunwald af kræft i skjoldbruskkirtlen. Han blev 83 år gammel og sov stille ind på Sankt Lukas Hospice.

Selv om han var afklaret med sin situation og i et interview med ugebladet Se og Hør for få uger siden fortalte, at han ikke ønskede behandling, er hans bortgang et hårdt slag for kvinden, som Grunwald selv betegnede som 'sit livs kærlighed.'

Den folkekære skuespiller og tidligere teaterdirektør, Morten Grundwald, gik bort i sidste uge. Han bisættes fra Vedbæk Kirke 27. november.
Den folkekære skuespiller og tidligere teaterdirektør, Morten Grundwald, gik bort i sidste uge. Han bisættes fra Vedbæk Kirke 27. november. Foto: Jeppe Michael Jensen
Vis mere

Lily Weiding lægger da heller ikke skjul på, at hendes mands bortgang er et stort tab, som hun har svært ved at sætte ord på.

»Ja, hvordan har man det, når ens elskede er blevet revet væk,« spørger hun retorisk.

Til Se og Hør fortalte hun, at de to nåede at have mange dybe samtaler om både livet og døden den sidste tid.

»Morten var bange. Men vi talte om, at vi var heldige, at vi havde haft et langt og godt liv sammen. Sammen!«

Morten Grunwald og Lily Weiding til premieren på Den Grønne Elevator i Glassalen Tivoli.
Morten Grunwald og Lily Weiding til premieren på Den Grønne Elevator i Glassalen Tivoli. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh
Vis mere

Grunwald var især kendt for sine roller som Benny i Olsen Banden, men han havde også en lang karriere som teaterdirektør på Betty Nansen og leder på Østre Gasværk og Bristol Teatret bag sig.

Han nåede at medvirke i mere end 50 film samt en række teaterforestillinger og tv-serier.

Da Morten Grunwald fyldte 80 år i 2014, fortalte han om sit forhold til døden i et interview med B.T.:

»Man skal ikke være professor i hovedregning for at regne ud, at det meste af ens tid er gået. Jeg har ikke noget imod døden. Jeg vil bare helst ikke være der, når det sker.«

Foto: Svend Aage Mortensen
Vis mere

Skuespillerparrets ægteskab blev en af de smukkeste kærlighedshistorier i den danske teaterverden.

Morten Grunwald var bare 25 år, da han som elev på Det Kongelige Teater første gang fik øje på den ti år ældre kollega.

På det tidspunkt var hun gift og en af nationalscenens førende skuespillerinder.

Da de fem år senere mødtes igen, var Lily Weiding i mellemtiden blevet enke, og nu slog hun for alvor benene væk under Grunwald.

Lily Weiding og Morten Grunwald fotograferet, da de spillede sammen i Arnold Weskers skuespil 'De fire Årstider' på Det ny Teater.
Lily Weiding og Morten Grunwald fotograferet, da de spillede sammen i Arnold Weskers skuespil 'De fire Årstider' på Det ny Teater. Foto: Hakon Nielsen
Vis mere

De har været sammen lige siden, og foruden Lilys to børn fra et tidligere forhold har de sammen datteren Tanja.

Selv om det ikke var almindeligt dengang, at kvinden var ældre end manden, så blev de ti års forskel mellem dem aldrig et problem.

Den nu 94-årige Lily Weiding fortæller til B.T., at hendes mand selv nåede at planlægge en del af sin bisættelse.

»Det bliver i Vedbæk Kirke, og han har selv bestemt, hvilke salmer der skal synges. Han har også selv bestemt, at hans urne skal sættes ned i fællesgraven med en lille navneplade på.«

Foto: Mogens Flindt
Vis mere

Grunwald afslørede selv i bogen 'Modne mænd' fra 2016, at han og hustruen havde skrevet testamente, og at de tre børn er ligestillede i den forbindelse.

Han bisættes tirsdag 27. november.