Dwayne 'The Rock' Johnson har efterhånden medvirket i en række Hollywood-film og haft stor succes som både skuespiller og wrestler, men bag ham ligger en mørkere fortid.

Det afslører stjernen nu i et interview med engelske The Sun.

For faktisk var den unge Dwayne Johnson på vej ud i en kriminel løbebane. En vej, han tog tidligt i livet.

»Mit liv var utroligt kompliceret, og det var virkelig hårdt, mens jeg voksede op,' siger den 48-årige stjerne til avisen.

Dwayne Johnson sammen med sin kone, Lauren Hashian ved en tidligere rød løber-begivenhed.
Dwayne Johnson sammen med sin kone, Lauren Hashian ved en tidligere rød løber-begivenhed. Foto: JEAN-BAPTISTE LACROIX
Vis mere

Hans interview kommer i forbindelse med en ny serie, der handler om stjernens opvækst. En serie, som har fået navnet 'Young Rock'.

»Jeg startede med at miste fodfæstet, da jeg var 13 år,« siger Johnson, som fortsætter:

»Jeg begyndte at blive anholdt for at slås, at stjæle, alle mulige ting, som jeg ikke skulle have beskæftiget mig med.«

Noget af det, som stjernen tilskriver sine problemer, var en identitetskrise. Eksempelvis var han ikke stolt af sit navn, og derfor bildte han folk ind, han hed Tomas.

Det gav bare ikke altid den ønskede effekt, for når der så var piger, der ringede til hans hjem og spurgte til 'Tomas', ville moren forklare, at der ikke boede nogen med det navn der.

Dwayne Johnson endte i underholdningsbranchen ligesom sin far, Rocky Johnson, der også var professionel wrestler.

Faren gik bort for lidt over et år siden, og dengang mindedes verdensstjernen forælderen, som også spiller en stor rolle i den nye serie.

'Far, jeg ville ønske, at jeg havde fået en mulighed mere for at fortælle dig, at jeg elsker dig, inden du krydsede over til den anden side. Du blev flået fra mig så hurtigt uden varsel,' skrev han dengang i et Instagram-opslag på sin profil.

'Væk på et øjeblik uden at komme tilbage. Jeg har ondt, men vi ved begge, at det kun er smerte, og det vil gå over,« som Dwayne 'The Rock' Johnson skrev i ægte wrestler-stil.