»Da jeg var mellem 7 og 11 år, troede folk, at jeg var en lille pige, fordi jeg havde bløde træk og en blød afro.«

Man skulle måske ikke tro det, men ordene kommer fra Dwayne 'The Rock' Johnson, der i et interview med Sunday Today fortæller om sin tidlige ungdom.

Den tidligere professionelle wrestler, der fylder 49 år søndag, fortæller, at folk ofte tog fejl af hans køn.

Han beskriver en episode i femte klasse, da han som barn tog bussen i skole. Der var et andet barn, der havde sat sig hen ved siden af ham.

»Er du en dreng eller en pige,« havde barnet spurgt.

Dog ændrede det sig, da han blev teenager og han begyndte at se mere maskulin ud. I dag er håret væk og de bløde træk erstattet med store muskler.

I interviewet fortæller han også om en barndom, hvor han flere gange skiftede skole, da familien flyttede meget rundt. De levede med et stramt budget.

For selvom hans far, som ham selv, var professionel wrestler, så var det langt fra en lukrativ branche i 70'erne og 80'erne.

For Dwayne 'The Rock' Johnson førte karrieren som wrestler også en del roller i film og serier med sig. Han spillede blandt andet med i 'Fast and the Furious'-filmene og havde også en rolle i filmen 'Jumanji'.

I dag er han en af de højst betalte skuespillere i Hollywood.