»Nogle opfører sig som rigtige mænd og som professionelle, mens andre ikke gør.«

Sådan skrev Dwayne 'The Rock' Johnson på sociale medier i 2016, og det var noget, som startede en årelang fejde mellem ham selv og Vin Diesel.

En fejde, som nu er blusset op igen.

Men det vender vi tilbage til senere i artiklen, for først skal vi lige omkring uvenskabets begyndelse for fem år siden.

Vin Diesel.
Vin Diesel. Foto: LEON NEAL
Vis mere

Her havde Dwayne Johnson og Vin Diesel netop afsluttet optagelserne til filmen 'The Fate of the Furious', da førstnævnte gik ud og delte nogle opsigtsvækkende svinere rettet mod sine medstjerner i filmen – dog uden at nævne navne:

»Nogle opfører sig som rigtige mænd og som professionelle, mens andre ikke gør. De, der ikke gør, er for store kyllinger til at gøre noget ved det. Kujoner,' skrev Dwayne Johnson i et opslag på Instagram og fortsatte:

'Når I ser filmen til april, og det virker, som om jeg ikke spiller skuespil i nogle af scenerne, så er det, fordi det er korrekt. Mit blod kogte bogstaveligt talt af raseri.'

Rygterne lød efterfølgende, at det var Vin Diesel, som Dwayne Johnson hentydede til, fordi han angiveligt skal have været besværlig at samarbejde med, og fordi han ofte skal være kommet for sent til optagelserne og efter sigende have kritiseret de øvrige skuespillere på settet.

Og nu tilbage til, hvorfor fejden er blusset op igen.

Det skyldes nemlig, at 54-årige Vin Diesel for nylig blev spurgt ind til samarbejdet med Dwayne Johnson under et interview med Men's Health, hvor han sagde følgende:

»Jeg vil gøre alt for at forbedre kvaliteten i de ting, jeg producerer. Dwaynes karakter (Luke Hobbs, red.) var en svær karakter at spille, så min tilgang på daværende tidspunkt var at udvise tough love, så kvaliteten kunne blive så god, som den skulle være.«

Og de udtalelser har altså fået Dwayne 'The Rock' Johnson en smule op i det røde felt. I hvert fald nok til, at han sender en hånende stikpille afsted mod sin tidligere kollega.

Dwayne Johnson.
Dwayne Johnson. Foto: Sarah Stier
Vis mere

Det gør han i et interview med The Hollywood Reporter, hvor han siger følgende om udtalelserne:

»Jeg tror, at alle grinede over at læse de udtalelser. Og så siger jeg ikke mere,« lyder det fra stjerneskuespilleren, som dog alligevel lige sætter lidt ekstra ord på sagen ved at understrege, at han er færdig med 'Fast and the Furious'-franchisen:

»Jeg ønsker dem alt godt på den kommende 'Fast 9'-film. Og jeg ønsker dem held og lykke til 'Fast 10', 'Fast 11' og alle de andre kommende 'Fast and the Furious'-film, som de kommer til at lave uden mig.«

Dwayne Johnson har medvirket i fire 'Fast and the Furious'-film samt i en enkelt spinoff, nemlig 'Fast & Furious Presents: Hobbs & Shaw'.

Vin Diesel har været en del af franchisen siden den allerførste film, 'The Fast and the Furious'. Han har endvidere været producer på to af filmene.