Adrian Hughes lever med sin partner, Verner, i et registreret partnerskab. De bor på Nørrebro med udsigt over Sortedamdosseringen.
To gange har han været rejst ud som ledsagende ’diplomatfrue’ - hans eget udtryk. Dengang arbejdede kæresten i Udenrigsministeriet.
- Men det er et overstået kapitel. Det er o.k. at sidde halvandet år på savannen i Afrika og spille klaver – og senere to år i London. Men jeg vil ikke bruge hele mit liv på det. Jeg har været mange steder og set mange, der lever det nomadeliv. Men det passer ikke til Verner og mig, og nu er min kæreste blevet privatpraktiserende konsulent.
Selvom Hughes har en bred kulturel smag, går grænsen meget klart ved såkaldte tags og graffiti.
Hader graffiti
Er der noget, der kan gøre ham eddersplintrende rasende, er det folk, der overmaler byen med deres tags.
- Vi har lige gjort facaden på vores andelsboligforeningsbygning ren. Nu venter jeg bare på, at der kommer en stupid neanderthaler og sprayer. Jeg har alle mulige barbariske billeder af, hvad jeg vil gøre, fra kølhaling til båndsav og boremaskiner. Det har intet med graffiti at gøre. Det er bare et ’jeg var her’. Jeg forstår ikke, de synes, det er sjovt at svine andre folks ejendom til, siger Adrian Hughes og tilføjer for en sikkerheds skyld, at han godt er klar over, at selvtægt er ulovligt.
