For to uger siden mistede den hollandske dronning, Maxima, sin lillesøster, Inez Zorreguieta. Nu sætter hun ord på tragedien.

33-årige Inez Zorreguieta tog sit eget liv i sit eget hjem i i Buenos Aires i Argentina, efter hun i lang tid havde lidt af både depression og anoreksi. Det skriver Daily Mail.

47-årige dronning Maxima har på grund af sin søsters død meldt fra en række officielle arrangementer. Men nu er hun tilbage i Holland for at passe sine royale pligter.

Onsdag var Dronningen på besøg på et sygehus, hvor hun for første gang udtalte sig offentligt om sin søsters selvmord.

»Jeg har været tilbage på arbejde siden i aftes efter en hård tid. Jeg er så glad for at besøge protonterapi-centret her i Groningen, der hjælper så mange mennesker, der lider af kræft. Mennesker, der er syge, men ikke har mistet håbet om at blive raske. Min kære og talentfulde søster Inez var for syg. Hun kunne ikke finde glæde i noget og kunne aldrig blive rask. Vores eneste trøst er, at hun endelig har fundet fred,« sagde dronning Maxima, ifølge The Guardian og takkede alle for de mange hilsener og kondelencer, som familien har modtaget efter søsterens død.

Dronningen var på besøg på en afdeling, hvor personalet er specialiseret i protenterapi til behandling af kræftpatienter. Kræft er især noget, der ligger dronning Maxima nært, da hun sidste år mistede sin 89-årige far, Jorge, til sygdommen.

Afdøde Inez Zorreguieta var den yngste af en søskendeflok på syv, og arbejdede til dagligt som psykolog.

Ud over det var hun også gudmor til dronning Maxima og kong Willem-Alexanders 11-årige datter, prinsesse Ariane.

Det royale par mødte hinanden i den spanske by Sevilla i 1999. Det siges, dronning Maxima ikke vidste, Kongen var royal, da de mødte hinanden, da han introducerede sig selv som 'Alexander'.

To år efter blev de forlovet.