Dronning Elizabeth kommer ikke længere til at sidde bag rattet i en af sine dyre biler.

Det sker på baggrund af en ulykke, der kunne være endt fatalt for prins Philip og en familie, som han kolliderede med i januar.

Flere medier heriblandt The Express citerer Sunday Times' oplysninger om, at den nu 92-årige dronning har valgt at lade sig køre af sine privatchauffører fremover.

Indtil nu har hun transporteret sig selv i sine Land Rovere, Jaguarer og Bentleyer, men det er altså slut nu.

Dronningen er den eneste i Storbritannien, som har lov til at køre bil uden kørekort, men nu har hun indvilliget i at stoppe med at køre bil på offentlige veje.

Det sker som nævnt på baggrund af den ulykke, som prins Philip forårsagede i januar.

Han kørte direkte ind i en blå Kia med to kvinder og en baby på hovedvej A149 ved Sandringham i Norfolk, efter han overså sin vigepligt.

Prinsen slap uden mén, men var dybt rystet. Personerne i den anden bil var ikke lige så heldige.

En af kvinderne brækkede et håndled. Den anden skadede knæet, og heldigvis slap babyen uden skrammer.

I starten af februar oplyste det britiske kongehus, at prins Philip tog konsekvensen af ulykken.

'Efter omhyggelige overvejelser har hertugen af Edinburgh truffet en beslutning om frivilligt at opgive sit kørekort,' lød det.

I toppen af artiklen kan du se et vidne til ulykken udtale sig til nyhedsbureauet Reuters.