Efter tre ture ned ad kirkegulvet er Drew Barrymore færdig med at sige 'ja'.

Det fortæller den 45-årige skuespillerinde i et interview med People, hvor hun åbner op om sine tanker om ægteskabet.

»Aldrig. Aldrig, aldrig, aldrig. Jeg skal aldrig giftes igen. Jeg tror på, at man aldrig skal sige aldrig, men jeg vil aldrig – og jeg understreger ALDRIG – giftes igen,« siger hun til det amerikanske medie og fortsætter:

»Jeg har to muligheder: At lade være med at forsøge mere, fordi det ikke har virket for mig – eller at blive som Elizabeth Taylor og have masser af forsøg tilbage,« siger hun og hentyder til den afdøde skuespillerinde, der nåede at blive gift otte gange inden sin død i 2011.

I interviewet med People uddyber Drew Barrymore, hvorfor hun ikke vil forsøge sig med ægteskabet en fjerde gang.

»Jeg vil ikke bindes sammen med en person på den måde igen. Hvis man slår op med én, kan man nemt komme hurtigt videre, men hvis man skal skilles, er det en anden sag,« siger hun og understreger, at hun trods sin modvilje for ægteskabet stadig er stor fan af kærlighed.

»Det betyder ikke, at jeg ikke gerne vil møde én, især når mine børn rejser på college. Det betyder heller ikke, at jeg ikke allerede om et år kan være total forelsket. Jeg er åben for kærlighed, men jeg søger den bare ikke, fordi jeg allerede har så meget af den i mit liv.«

Drew Barrymore blev gift første gang i 1994. Ægteskabet var med barejeren Jeremy Thomas, og det holdt kun i to måneder.

Skuespillerindens andet ægteskab var i 2001 med komikeren Tom Green, som hun blev separeret fra efter fem måneder.

Det tredje ægteskab indgik hun i 2012 med kunstkonsulenten Will Kopelman, som hun har to døtre med, Frankie på syv år og Olive på seks år.

Drew Barrymore og Will Kopelman blev skilt i 2016 efter fire års ægteskab.