I anledning af Bakkens Hviles 140 års jubilæum tog BTs anmelder toget til Klampenborg for at anmelde sæsonens syngeshow. De fem skønne matroner kunne godt tage at springe ud af skabelonen en gang imellem, men sjovt og musikalsk er det.

»Jeg er en af Bakkens sangerinder, de fromme kvinder, som nu forsvinder.«

Det er 72 år siden, Erika Voigth første gang sang denne fine vise – i Tivoli. Man kan med god ret sige, at rygterne om bakkesangerindernes død er stærkt overdrevne.

De farverige matroner er her endnu, som de som begreb var været i 140 år. Og det til trods for, at det nærmeste, denne særegne danske kulturinstitution kommer skattepenge, er de hundredelapper, de mest entusiastiske gæster placerer i de skønne kvinders strømpebånd med et ’værs’go, skat’.

For nu at tage den en gang til for prins Henrik - der i årevis har været en stor fan af Bakkens Hvile - opstod denne syngepigetradition under industrialiseringen i 1800-tallet. I ly af de nye dampmaskinedrevne fabrikker opstod syngepigepavillioner efter fransk mønster, hvor slidte arbejdere kunne nyde godt øl og flirte (og efter sigende også mere) med pigerne.

Af hensyn til datidens sædelighedscensur kunne sangene kun antyde. Pigerne synger stadig en del både gamle og nye danske sange, hvor man som lytter skal være i besiddelse af en meget renskuret fantasi for ikke at være med.

Når Lone Jensen f.eks. synger om sin gartner: ’Der var ikke noget sjusk, han fik virkelig styr på min busk’, eller om kokken, 'der fik åbnet for dåsemaden' – så ja: som man siger.

Plat? Unægtelig. Vulgært? Tjah. Det virker i rummet, der mere eller mindre, ser ud som, dengang det blev bygget. Hvis det er rigtig kunst, der eftersøges, bør man nok fortsætte med Kystbanen op til Humlebæk og gå en tur på Louisiana.

Jeg kan godt savne noget mere kommunikation og spil mellem de fem sangerinder på scenen. De er vidunderlige at se på i de skiftende rober, men de burde hver især have en tydeligere karakter. Især de to nyeste i folden, Hannah Henriksen og Sara Gadborg, virker noget anonyme.

Klart bedst fungerer Lone Jensen, der gennem årene har opbygget en karakter som en lettere brugt, misantropisk kvinde.

Som hun synger: Jeg har lagt min ungdom bag mig indtil flere gange.

Sådan et Bakkens Hvile-show er nemlig også lysten poesi, finurlige finesser, og det er sødme- og solfyldte glimt af glemte perler.

De fem sangerinder skal bare et par sekunder ind i Børge og Arvid Müllers/Kai Normann Andersens ’Glemmer du’ og ’Gå med i lunden’, og så er magien løs i Klampenborg. Liva Weels vidunderlige klassikere virker ganske enkelt hver gang.

Dot Wessman har de seneste år sat en ære i at forny sit repertoire år for år med nye sange. Der er en sang, hvor der synges om 'Fifty Shades of Gray' – manden derhjemme er mere grå end Gray.

Og et af showets mest friske indslag, boogien ’Alle mine mange mænd’, fornemt sunget af Tina Grunwald. Den er skrevet af Sigurd Barret, som her bekræfter den gamle sandhed, at for rigtig at kunne finde Gud - som han ofte synger og foredrager om - skal man åbenbart forstå syndens djævelske væsen.

’I op på taburetten’, synger Wessmann og Grundwald, at de vil stille op til Folketinget, ’vi vil op på taburetten og leve et liv i sus og dus, og feste hele natten’, synger de.

Det kunne der siges en del kækt om - her hjemme hos Dot Wessmann. Men nu er dette jo en anmeldelse og ikke en bakke- eller revysang.

Bakkens Hvile er en form for dragshow med den ægte vare. Taget på sin egen præmis er årets Bakkens Hvile-show en ganske underholdende, festligt og, ja, kær oplevelse, og selvom man kan savne, at den faste skabelon udfordres af en eller flere overraskelser, kan en tur i Hvilen anbefales alle, der vil kende sine danske rødder, kulturelt.

Dot, Tina, Lone, Sara og Hannah har masser at nostalgi’ af.

'Bakkens Hvile', 40 års jubilæumssæson, 2017, premiere onsdag aften

Dot Wessman, Tina Grunwald, Lone Jensen, Sara Gadborg og Hannah Henriksen