Er du under 12 år, kender du sandsynligvis Rasmus Ott fra DR-kanalen Ramasjang. Er du ældre, husker du måske Rasmus Ott som Razz, der sang Kickflipper i MGP.

Nu kan den 27-årige tv-vært og barnestjerne skrive endnu en bedrift på CV'et.

Det næste halve år skal Rasmus Ott ifølge JydskeVestkysten arbejde som kulturformidler hos Nicolai for børn, et kulturcenter i Kolding, der blandt andet tilbyder koncert- og teateroplevelser for børn.

Rasmus Ott blev ifølge JydskeVestkysten uddannet som cand.mag. i Æstetik og Kultur på Aarhus Universitet i juni, og det nye job passer dermed godt med uddannelsen, hvor den tidligere børnerapper skrev speciale om børn og deres forhold til lyd i form af podcasts.

Rasmus Ott dukkede op på Ramasjang, efter han for to år siden fik en freelancetjans som vært på kanalen.

Men flest husker nok Rasmus Ott fra 2002 rappede og sang han sig ind i hjertet på danskerne med hittet Kickflipper, som han vandt MGP med.

Samme år vandt han også den første udgave af MGP Nordic, og året efter indtog han igen danskernes tv-skærme som en af hovedrolleindehaverne i julekalenderen 'Jesus og Josefine'.

Rasmus Ott som de fleste danskere måske husker ham, da han som 12-årig vandt MGP med sangen Kickflipper.
Rasmus Ott som de fleste danskere måske husker ham, da han som 12-årig vandt MGP med sangen Kickflipper. Foto: BAX LINDHARDT/SCANPIX NORDFOTO 2002
Vis mere