TV-værten fra DR-programmet 'Sundhedsmagasinet' Nola Gaardmand har fået sig en lille sommer-guldklump.

Tidligere på sommeren fødte hun nemlig drengen Buster.

Det skriver Billed-Bladet.

Ifølge ugebladet var Buster 53 centimeter lang og vejede 3.618 gram ved fødslen.

Nola Gaardmand og ægtemanden Magnus Barsøe har allerede den to-årige dreng Calvin, og han har heldigvis taget godt imod lillebror.

»Calle er overraskende glad for sin lillebror, og der har faktisk ikke været skyggen af jalousi – endnu. Så alle, store og små, har det godt. Vi er lidt trætte, men meget taknemmelige,« siger Nola Gaardmand til Billed-Bladet.

33-årige Nola Gaardmand blev vært på Sundhedsmagasinet i 2017 efter at have arbejdet på en række dagblade.

»Både journalistisk og personligt har jeg altid været utroligt optaget af det nære, det eksistentielle, det intime, det etiske, det kropslige og det tabubelagte – alt det, som i min optik betyder allermest i vores liv. Og det er netop de emner, ’Sundhedsmagasinet’ behandler så fint og grundigt,« sagde Nola Gaardmand dengang til DR.