Når tingene går stærkt, så gør kroppen det, den plejer at gøre. Det måtte tv-vært Mark Stokholm sande, da han på live tv gjorde noget af det eneste, man ikke må gøre i denne tid.

Han hostede. Ned i sin hånd.

»Jeg nåede ikke at tænke. Bagefter overvejede jeg, at jeg måske skulle have ladet være med at sige noget. Men ja, hvor der handles, der spildes, og når tingene pludselig går stærkt, så gør man noget, der ikke er fuldstændig overvejet. Desværre,« siger Mark Stokholm om forseelsen, der siden er gået sin sejrsgang på de sociale medier.

»Jeg har også fået en besked fra en vred seer, der syntes, at det kunne jeg ikke være bekendt. Især ikke når statsministeren sad ved siden af. Men hun sad jo heldigvis i behørig afstand.«

'Aftenshowet' har under corona-krisen ændret koncept og navn til 'Danmark derhjemme'.
'Aftenshowet' har under corona-krisen ændret koncept og navn til 'Danmark derhjemme'. Martin Juul

Mark Stokholm var torsdag aften vært på en særudgave af 'Aftenshowet', der under coronakrisen har ændret navn til 'Danmark derhjemme'.

Her havde han i forbindelse med dronning Margrethes 80-års fødselsdag besøg af statsminister Mette Frederiksen og Dronningens tidligere ceremonimester Christian Eugen-Olsen.

Men midt i et spørgsmål til sine to gæster fik tv-værten pludselig kriller i halsen og hostede - direkte ned i sin hånd.

En umiddelbart uskyldig handling, som dog pludselig satte en panikhandling i gang grundet den aktuelle corona-situation.

'Undskyld,' fik han sagt, inden han færdiggjorde sætningen, men efter en kort pause måtte vende opmærksomheden tilbage til hostet og sige:

»Ja, man skal selvfølgelig passe på med at hoste. Det er selvfølgelig rigtigt. Undskyld. Jeg er ikke syg.«

Det lille intermezzo mellem host og undskyldning skyldes, at Mark Stokholm i sin øresnegl fik at vide af sin redaktør, at han skulle berolige seerne, fortæller han.

»Og så ryger det direkte ud af munden på mig: 'Jeg er ikke syg'. Egentlig for at lave lidt sjov ud af det. For jeg vidste jo godt, at det var upassende at hoste ned i min hånd,« siger Mark Stokholm.

Siden er klippet blevet delt på blandt andet instagrammeren Anders Hemmingsens profil, hvor knap en million potentielt kan have kigget med.

Dermed kommer Mark Stokholm i fint selskab med selveste Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen, som også i et øjebliks uopmærksomhed kom til at gå imod sine egne anbefalinger og hoste ned i sin hånd på live tv.

»Det er jeg egentlig vant til. Det er jo chancen i branchen, som man siger,« siger Mark Stokholm om at blive hængt ud for et lille fejltrin.

»Men hvis det husker folk på, at man skal lade være med at gøre, som jeg gjorde, så er det jo fint.«