»'Jamen, det er fantastisk, at du og jeg har en samtale om en podcast, hvor du kun har hørt to afsnit. Du kunne også passe dit arbejde som journalist ved at høre hele podcasten, som foreløbig over 500.000 andre har gjort, før du ringer til dens hovedperson og interviewer ham om den. Er man så hårdt spændt for på B.T., at man ikke giver folk tre timers forberedelsestid, før de ringer til en kilde?'«
»Sådan kunne jeg vælge at sige til dig. Hvis jeg altså var ligesom min mor og ikke havde valgt at styre mig,« siger Adrian Lloyd Hughes.
Svadaen fra DR-værten leveres roligt, men pludseligt, cirka en halv time inde i samtalen med B.T.s journalist. Adrian Lloyd Hughes har sikkert tænkt tanken nogle gange undervejs, men først da han bliver spurgt til, hvordan hans mors selvdestruktive side er gået i arv til ham, kommer den ud.
»Nu kan du så vælge at bruge det i din artikel eller ej – det må du gerne – men det er bare for at sige, at i enhver situation kan vi vælge at være modbydelige, grove, tarvelige, ondskabsfulde mennesker. Men vi kan også vælge at sige schwamm darüber (nok om det, red.).«
Det ville være dumt ikke at lytte til Adrian Lloyd Hughes' råd om at bruge passagen i denne artikel. For med sin nye podcast 'Mors afskedsbrev', der lynhurtigt er steget til tops på listerne over de mest downloadede danske podcasts, har han igen vist, at han ved, hvordan en fortælling skal skrues sammen.
Selv vælger han at starte 'Mors afskedsbrev', hvor hans mors liv slutter efter længere tids sygdom. I månederne op til havde Jette Dreyer Hughes skrevet på et afskedsbrev til sine fem sønner og instrueret Adrian Lloyd Hughes i at læse det højt, når hun var væk.
Og selvom alle sønnerne havde haft et anstrengt forhold til matriarken, så var ordlyden chokerende, da dagen oprandt.
»Jeg kan ikke sige, du har været en god søn for mig. Eller at din hustru har været en god svigerdatter. Kritisere har du altid været god til – men altid bag min ryg og altid om din utilfredshed over mig som din mor,« lyder en hilsen til den ene bror.
»Jeg håber ikke, at dine børn vender dig ryggen, som du har gjort over for mig. Der er ingen varme at finde hos jer – ingen omsorg. Eller, for den sags skyld, hygge.«
Men da det bliver Adrian Lloyd Hughes tur, ændrer brevet karakter. Og foran sine brødre må han med klar røst oplæse følgende:
»Adrian, du har været mit livs absolutte stolthed. Din fremgang på dit arbejde har jeg fulgt lige siden dine første famlende forsøg, og jeg kan se, at du er blevet en meget fin journalist og studievært. Aldrig har jeg været gladere eller stoltere, end når folk har sagt til mig: 'Er du ikke mor til...?' Tak for, at du har været så vidunderlig en søn.«
»Lige der blev jeg ret rød i kammen, kan jeg godt sige dig,« siger Adrian Lloyd Hughes til B.T.
For at forstå dette stemningsskift i moderens brev må man tilbage til Adrian Lloyd Hughes' spæde barndom.
»Når jeg sammenligner, hvordan henholdsvis jeg og mine brødre blev behandlet, så har min mor simpelthen født mig og opdaget, at hun havde en homoseksuel baby. Det mener jeg helt seriøst. Kloge mødre kender deres børn, og hun har med det samme kunnet se, at jeg, lille Adrian, var en homoseksuel baby. Og det har hun taget til sig som noget, hun kunne forholde sig til og muligvis endda bruge,« siger han.
Hans brødre gik op i 'geometri, regneark og tommestokke', fortæller han. Men Adrian Lloyd Hughes, der som DR-vært har slået sit navn fast som vært på elitære programmer som 'Kunstquiz', 'Smagsdommerne' og 'Historiequizzen', gik op i kultur og elegance, og han delte sin mors kærlighed for at fortælle historier, lege med sproget og holde på formerne.
Han var – med egne ord – familiens snob. Sin mors allierede.
Blev dine brødre sure over denne forskelsbehandling i både barndommen og i afskedsbrevet?
»Det tror jeg ikke. Men selvom jeg var min mors øjesten, var det jo heller ikke betingelsesløst. Hun kunne eksplodere som en sprængt fjeder, og pludselig lå man på køkkentrappen med overtøjet kylet efter sig. Det har jeg oplevet flere gange. Min mor havde et vanskeligt sind, der gjorde det virkelig svært for andre at holde af hende. Det var som at sove i ske med en skorpion – at balancere med et æggebæger fyldt med nitroglycerin,« siger Adrian Lloyd Hughes.
Hvad ville hun sige, hvis hun vidste, du havde lavet denne podcast?
»Min mor vil være endnu mere pavestolt af sin yndlingssøn, end hun nogensinde har været.«
Ikke mindst, fordi det er lykkedes ham at få selveste Ghita Nørby til at lægge stemme til Jette Dreyer Hughes' breve.
»Hvis hun hørte det, ville hun slet ikke kunne være i sin krop af jubel, og hun ville være ret ligeglad med, at det var hendes eftermæle, det gik ud over.«
Men podcastværtens mor er ikke den eneste, hvis historie udbasuneres i 'Mors afskedsbrev'. Han har nemlig altid drømt om at fortælle sin familiekrønike, og pludselig faldt afskedsbrevet ned som en appelsin i hans turban.
Det er derfor blevet krogen til både foredraget 'Min morfar var Mads Skjern' og en podcastfortælling i seks dele om Thorvald Dreyer – en stenrig byggematador, hvis luksusliv hans barnebarn Adrian Lloyd Hughes kun kunne læse om i de kulørte blade, fordi familien aldrig blev lukket ind i hverken hans hus eller hjerte.
Om skeletter i skabene, hemmelige adoptioner og snydegraviditeter. Om et selvmord på et guldbadeværelse, et ægteskab med en prostitueret og hendes mystiske dødsulykke på Sicilien, hvis eneste vidne var den frederiksbergske bykonge og borgmester Arne Stæhr Johansen – som sammen med sin mangeårige elskerinde siden indledte en offentlig trekant med Thorvald Dreyer – som i øvrigt endte med elskerinden som sin tredje hustru.
Undervejs flettes også tidligere statsminister Jens Otto Krag ind i fortællingen, som 104-årige Lise Nørgaard desuden bidrager til som et sjældent nulevende øjenvidne.
Men blandt de dramatiske fortællinger og store armbevægelser bliver der også plads til at undersøge, om det var manglen på kærlighed i den adopterede Jette Dreyer Hughes' liv, der gjorde, at hun selv fik så svært ved at elske.
»Jeg forsøger efter bedste evne at tilgive hende og sige, at hun er blevet til den, hun er, på baggrund af de traumer og vilkår, som hun har levet under. Det har trods alt været en udfordring for hende,« siger Adrian Lloyd Hughes.
»Men den medfølelse, jeg i øjeblikket får fra lytterne: 'Nårh, hvor er det synd for Adrian. Kom her, lad mig give dig et knus.' Det kan jeg faktisk ikke rigtig bruge til noget. Jeg synes sådan set, det er gået mig meget godt. Jeg er jo ikke blevet alkoholiker eller stofmisbruger. Eller ryger for den sags skyld. Der er en hel masse af min mors uvaner, som jeg trods alt har været i stand til at styre uden om.«
Temperamentet er dog ikke én af dem. Ej heller den selvdestruktive evne til at slå hånden af folk, der svigter.
»Og det er selvfølgelig beklageligt. Der er adskillige mennesker, der grædende har forladt et mødelokale, fordi de har fået et møgfald af mig. Og jeg vil gerne på forhånd, før der bliver en 'Michael Bojesen-historie' i Politiken, undskylde over alle de mennesker, jeg har opført mig urimeligt over for. Så jeg ved, at jeg har en rem af min mors temperament, som er uklædelig i enhver sammenhæng. Det er et monster i mig selv, som jeg forsøger at holde i ave. Og det er sgu gået meget godt, du.«
Han er også blevet selvoptaget som hende, fortæller han. Og han soler sig ubeskedent i den opmærksomhed, som 'Mors afskedsbrev' har givet ham de seneste dage. Så kan man trods alt godt sige ja til at lade sig interviewe, selvom B.T.s journalist ikke har gjort sin research.
»Jeg har i mit livs skabte dage ikke fået større ros, opmærksomhed, pressedækning og medfølelse før nu. Og det er jo fuldstændig vanvittigt, kan man sige. Det kommer virkelig som en kolossal overraskelse for mig,« siger Adrian Lloyd Hughes, hvis indbakke er flydt over med fortællinger fra lyttere, der kan spejle sig i hans historie.
»Det kommer faktisk bag på mig. Men det viser bare, at alle familier er perverterede på en eller anden måde.«
