Og det er ikke børnene i ”Kæft, trit og… knus” jeg mener - det er de voksne.

Det var hjerteknusende. Efter førte afsnit af ”Kæft, trit og….knus” sad jeg tilbage med to ting: den ene var det påtrængende billede af den sønderknuste Marc, den sølle 13-årige, der sad dér som en udtværet fugleklat med snottet drivende. Det andet var et spørgsmål. Nemlig spørgsmålet om, hvorfor vi skal overvære en så total ydmygelse som Marcs.

Jeg ved godt, at det var for hans eget bedste, at han selv skulle skrue sine øreplugs ud, mens de voksne bare ventede - som ådselgribbe. Sådan tog det sig ud. Det var grusomt at overvære. Marc er tydeligvis er skadet barn. Jeg synes, det er at skade ham mere at udstille ham i tv.

OK, Marcs far har utvivlsomt givet sin tilladelse. Men er den noget værd? Hvis manden var til noget, skulle han have sagt nej til at lade hele Danmark glo på sin søn. Men det er nok netop, fordi Marcs far IKKE er til noget, at Marc er blevet et ustyrligt skod-barn, som hans far ikke magter at opdrage selv, men har sendt til det, som i min tid hed en opdragelsesanstalt.

Nu hedder det behandlingshjem, og jeg tvivler skam ikke på, at behandlerne er både kvalificerede og kærlige. I aftes på tv tog de sig desværre skråsikre og selvfede ud.

”DR1 er med, når temperamentet koger over, når stædighed bliver knækket, når verden synker i grus, fordi familien igen svigter” loves vi. Men efter første udsendelse, står det ikke det mindste klart for mig, hvorfor det lige er, at vi skal være med!

Herhjemme er 12.000 børn og unge anbragt, væk fra deres forældre. 32 af dem er på Schuberts Minde. Og dér synes jeg, de skulle ha’ lov at være i fred for os, tv-seerne.

”Kæft, trit og .... knus”. Første af fem programmer sendt på DR1 onsdag aften.