Melissa Bentsen følte sig forrådt af sin kæreste, da hun efter ti måneders forhold fandt ud af, at han havde holdt noget skjult for hende.

Der var en grund til, at han ofte beholdt jakken på, når de gik i seng. At hans forældre kaldte ham et andet navn. Og at hans ekskæreste en dag kunne sende Melissa Bentsen en stribe ældre billeder, hvor kæresten havde langt hår og var iført konfirmationskjole.

»Han havde ikke dårlige intentioner. Han elskede mig. Men han skjulte noget,« fortæller Melissa Bentsen, der er influencer og desuden kendt fra DR-serien 'Min søster ser spøgelser', i 24syv-podcasten '112 for knuste hjerter'.

Og efter ti måneders forhold faldt brikkerne på plads.

Kæresten havde forsøgt at skjule, at han biologisk var en pige.

I to uger var Melissa Bentsen i følelsesmæssig vildrede. Ikke alene havde han løjet om, hvem han var. Han havde også snydt hende, da de havde sex første gang.

»Der er mange sjove midler, som blev brugt, for at jeg skulle tro, det var noget andet, end det var,« siger hun med et skævt smil.

Men influenceren, der dengang var 14 år, havde jo været stormende forelsket i dette menneske, så hun begyndte pludselig at tvivle på sin egen seksualitet.

I et stykke tid prøvede de at genoptage forholdet, men Melissa Bentsen kom frem til, at hun – uanset kærestens køn – havde været kæreste med et andet menneske, end hun troede, han var.

Og at kæresten måtte have det rigtig svært, siden han følte sig nødsaget til at lyve – både over for omverdenen og sig selv.

Hun valgte derfor at hjælpe ham med at fortælle sandheden i et opslag på Facebook.

Eksparret hold kontakten efterfølgende, og i dag kan Melissa Bentsen fortælle, at han har fået en kønsskifteoperation og er kæreste med en kvinde, som havde kontaktet ham på baggrund af Facebook-opslaget.