Livsstilseksperten Anne Glad, 44, og kæresten musikeren Kim Vagn Wagner, 31, kunne onsdag dele den glædelige nyhed, at de sammen venter deres første barn til september.

En noget overraskende nyhed - også for parret selv, fortæller den populære ’Kender du typen’- ekspert til BT.

»Det var ikke planlagt, så det var en overraskelse - en meget dejlig overraskelse. Man kan ikke sige det er noget, som vi har arbejdet hårdt for,« siger Anne Glad.

Parret har kendt hinanden siden 2015, hvor de første gang krydsede hinanden ved en bænk i Botanisk Have i København. Her fik musikeren øje på den tretten år ældre Anne Glad uden at sige hej til hende. Han tog dog efterfølgende en rask beslutning og sendte hende en mail, hvorefter de besluttede sig at drikke en kop kaffe sammen. Allerede på første date i oktober 2015 klikkede de, og ved nytår samme år, valgte de at flytte sammen.

»Vi valgte at flytte sammen i min lejlighed i Indre København, hvor der også er god plads til familieforøgelse. Så lige nu leder vi i hvert fald ikke efter en ny lejlighed«, griner Anne Glad.

Livsstilsekspert Anne Glad og kæresten Kim Vagn Wagner skal være forældre.
Livsstilsekspert Anne Glad og kæresten Kim Vagn Wagner skal være forældre. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Det forelskede par har begge to en fyldt kalender, da de begge arbejder som selvstændige erhvervsdrivende. Anne Glad har i mange år arbejdet i reklamebranchen, hvor hun har holdt konferencer og foredrag om brugertendeser. Ved siden af det er hun i gang med at færdiggøre en bog og fungerer som ekspert på tv-programmet ’Kender du typen?’ på DR1. Kæresten Kim Vagn Wagner, arbejder under sit kunstnernavn KIM på sit debutalbum, der er planlagt til at udkomme til juni. De er dog ikke nervøse for de mange projekter, kombineret med en lille ny.

»Lige nu benytter vi os af den uendelige frihed, vi har. Vi er kun så småt gået i gang med at planlægge det praktiske omkring logistikken, men vi er slet ikke gået i gang med at planlægge børneværelse. Jeg er jo kun lige ved at være halvvejs«, fortæller Anne Glad.

Det er både Anne Glad og Kim Wagners første barn, og selvom Anne Glad indtil videre har haft en nem graviditet og kun har været plaget af træthed i starten af januar, så har hun været overrasket over mødet med sundhedssystemet.

»Der går virkelig panik i systemet, når der kommer en 44 årig kvinde ind, som er gravid. Jeg kender udmærket sammenhængen mellem alder og risikoberegningen for, at fosteret fejler noget. Den stiger nærmest eksponentielt. Men det føles lidt som om, at når du er 44 år, så er der indbygget i systemet, at der højst sandsynligt er noget galt. Og det er sgu lidt irriterende - for der er også højere risiko forbundet med en ældre far. Det er bare nogle andre kromosomudfordringer«, fortæller Anne Glad og fortsætter,

»Jeg tror simpelthen ikke, at en ældre far udløser de samme alarmklokker. Det, synes jeg, er en smule diskriminerende og tankevækkende«

Livsstilsekspert Anne Glad og kæresten Kim Vagn Wagner skal være forældre.
Livsstilsekspert Anne Glad og kæresten Kim Vagn Wagner skal være forældre. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Først efter de samtaler med sundhedsvæsenet er Anne Glad begyndt at tænke over sin alder i forhold til graviditeten.

»Jeg er meget taknemlig over, at min krop fungerer så fint. For det er jo ikke en selvfølge. Der er mange måder at være 44 år på. Jeg er egentlig ikke så bekymret for mig selv. Men det er klart, hvis jeg var træt, eller ikke følte mig i form til opgaven. Så kunne det godt være at jeg ville begynde at bekymre mig om nattesøvnen«.

Anne Glad fortæller også, at når man har hendes alder, er der lidt færre bekymringer i forhold til at skulle stabilisere sig selv økonomisk, og det er blot en bekymring mindre for den kommende mor.

»Jeg styrer i høj grad selv min hverdag, og det samme med Kim. Vi er begge selvstændige, og det giver os den bedste mulighed overhovedet for at få alting til at være relativt let og fleksibelt. Kim er utrolig sød og rummelig, og så er han vanvittig sjov. Jeg tror, der kommer til at være basis for mange din-mor-jokes. Vi har ikke sådan en højtidelig facon.«

Anne Glad tager ikke aldersforskellen som noget problem. I starten af forholdet var hun meget opmærksom på, om andre mennesker kiggede efter dem på gaden. Men den usikkerhed har hun ikke længere, selvom Kim Wagner er tretten år yngre end hende.

»Jeg tænker overhovedet ikke over det, for os er det helt normalt«, afslutter Anne Glad.