Det er både nemt og sjovt at tjene penge på at tage afklædte billeder af sig selv, fortæller Fie Laursen i en ny DR-dokumentar. Og det har vakt kritik af tv-kanalen.
For med den skandaleombruste influencers udtalelser er DR med til at lokke flere unge kvinder til at sælge sig selv, siger Christian Mogensen, specialkonsulent i Center for Digital Pædagogik, til Politiken.
Internetfænomenet Fie Laursen er i øjeblikket aktuel i dokumentarserien 'Fie', der både behandler den 23-årige influencers selvmordsforsøg i sommeren 2019, den efterfølgende indlæggelse på psykiatrisk afdeling samt de shitstorms, hun endte i, da hun i en periode reklamere for både sugardating og omfattende plastikoperationer på sin Instagram, hvor massevis af unge mennesker følger med.
Efter massivt pres valgte den unge influencer at undskylde og trække sine kontroversielle reklamer tilbage. Men i sidste afsnit af dokumentarserien kan man alligevel høre, at hun nu har fundet noget nyt at promovere; hun har nemlig oprettet sig på OnlyFans.

Her kan hun efter eget udsagn tjene 45.000 kroner på en video af sine fødder, fortæller Fie Laursen, der kalder det verdens nemmeste og fedeste job.
Og det bekymrer altså Christian Mogensen fra Center for Digital Pædagogik, at DR lader influenceren rose det kontroversielle medie i så rosende vendinger.
»Fie Laursen siger jo eksplicit, at det er fedt og sjovt, og at pengene er rigtig gode. Så når den historie, der bliver fortalt både i dokumentaren, på Instagram og på TikTok, er, at det er rigtig fedt, og at det bare drejer sig om videoer af fødder, så lyder det meget ufarligt. Næsten tilforladeligt og sjov,« siger han til Politiken.
OnlyFans er et medie i stil med Instagram, hvor enhver kan lægge indhold op, som man så til gengæld skal betale for at se. Det betyder, at platformen i stor stil bruges til pornografisk indhold. Og Fie Laursen har da også brugt OnlyFans som platform for eksplicitte billeder og videoer af andet og mere end bare hendes fødder.
Christian Mogensen mener derfor, at DR også bør fortælle om slagsiderne og de både psykologiske og sociale konsekvenser af at være sexarbejder – en titel Fie Laursen også har givet sig selv i flere stories på Instagram.
DR er dog ikke bange for, at dokumentaren 'Fie' bliver en salgstale for OnlyFans.
»Nej, absolut ikke. Som udgangspunkt skal DR 3 heller ikke være en løftet pegefinger, men belyse og spejle det, der foregår hos de unge, så de kan reflektere over de tematikker, der findes i vores programmer. I stedet for at tale ned til dem, vil vi gerne spørge: Hvad tænker du? Hvad mener du?«, siger redaktør Trine Skovgaard.