Dr. Dre er verden over kendt som en af de mest succesrige rappere, og han har haft en lang række gode år i underholdningsbranchen, der har gjort ham til mangemillionær.

Nu er der dog gået skår i glæden for hitmageren ifølge amerikanske TMZ.

Stjernen, som spillede en afgørende rolle i rapperne Eminem og 50 Cents succes, har nemlig problemer på hjemmefronten.

Hans kone igennem 24 år, Nicole Young, har søgt om skilsmisse.

Her ses ægteparret Nicole Young og dr. Dre sammen i 2018. De har børnene Truly og Truice Young sammen
Her ses ægteparret Nicole Young og dr. Dre sammen i 2018. De har børnene Truly og Truice Young sammen Foto: LISA O'CONNOR
Vis mere

Parret, der har to voksne børn sammen, fejrede Dr. Dres fødselsdag i februar, hvor han sagde, han var gået tidligt i seng aftenen forinden for at være klar til, hvad end hans kone havde planlagt. Det fortalte han til radioværten Big Boy.

Et lille halvt år senere er parret så på vej i hver sin retning, efter 50-årige Nicole Young har indsendt papirer, hvor hun anfører skilsmissegrunden som 'uoverensstemmelser'.

Også tidligere i sit liv har Dr. Dre oplevet problemer med det modsatte køn. Han dannede før sit ægteskab par med R&B-sangeren Michel'le, som i dag siger, at hun blev slået af den berømte rapper.

Hun forklarede, at det gav god mening, hun ikke var med i dokumentar-filmen 'Straight outta Compton', der handlede om rapgruppen N.W.A. og Dr. Dres opstart i 80'erne i Los Angeles.

»Hvorfor skulle Dr. Dre tage mig med i filmen? Hvis de starter fra, hvor de gør, så var jeg bare en stille kæreste, der blev slået og fik besked på at sætte sig og tie stille,« udtalte hun, da dokumentaren blev udgivet.

I en udtalelse om den påståede vold mod Michel'le og mod en kvindelig journalist har rapperen tidligere forklaret til mediet Pitchfork:

»Jeg har gjort nogle fucking forfærdelige fejl i mit liv. Jeg var ung, fucking dum. Jeg vil sige, at alle anklagerne ikke er sande – nogle af dem er. De er nogle af de ting, som jeg ville tage tilbage. Det var virkelig fucked op. Men jeg har betalt for de fejl, og jeg vil på ingen måde nogensinde lave den samme fejl som dem igen.«

55-årige Dr. Dre, også kendt som Andre Young, er far til seks børn, som han har med flere forskellige kvinder.