'Jeg kunne ikke forstå, at hun var så ked af det, hver gang hun skulle ind at synge i lørdags. Hun græd hele tiden,' siger Dot Wessmans nære veninde gennem 33 år. Forklaringen kom tirsdag, da det kom frem, at bakkesangerinden og Morten Messerschmidt var gået hver til sit.

»Publikum så det ikke. Men jeg så det. Jeg har kendt Dot i 33 år. Men selv om hun var helt nede i lørdags, klarede hun sin optræden blændende. Hun er en stærk pige,« lyder det fra Dot Wessmans nære veninde Tina Grunwald, der også arbejder på Bakkens Hvile.

Læs også:

Sangerindepavillonen ligger på Dyrehavsbakken nord for København, hvor Dot Wessman sammen med de andre bakkesangerinder har leveret farvestrålende optrædender år efter år.

Tirsdag sprang bomben så. I en kortfattet pressemeddelelse fortalte 57-årige Dot Wessman, at det var slut mellem hende og den 34-årige EU-parlamentariker fra DF, Morten Messerschmidt, efter otte år som kærester.

»De har lige været af sted i byen sammen, og jeg havde set dem stå og kysse hinanden i gaderoben. De har været gode til at skjule det. Jeg vidste heller ikke, at de var blevet kærester dengang,« fortæller Tina Grunwald og fortsætter:

»De passede så godt sammen. På hver deres præmisser selvfølgelig. Det er klart, når man er sammen med en som Morten, der er 23 år yngre. Det har da været stormfyldt. Men hun har bakket ham op hele vejen.«

Så op til parret

Dot Wessmans veninde fortæller samtidig, at det farverige par var vellidte i omgangskredsen. Og man så med beundrende øjne til den 57-årige bakkesangerinde og den unge DF-politiker, der boede sammen på Bakken, når Morten Messerschmidts kalender tillod det.

»Vi har alle sammen været misundelige på dem. De har haft et fantastisk farverigt forhold,« siger Tina Grunwald og tilføjer:

»Jeg glæder mig til at se Dot i morgen, for der starter vi en ny tilværelse. Vi har forestillinger og fuldt hus, og det skal hun nok klare. Det er jeg sikker på,« lyder det fra veninden.