Bakkesangerinden Dot Wessman fortæller nu om et forfærdeligt 2015 for hende og familien. I februar blev hendes 22-årige datters liv ændret for altid efter en forfærdelig trafikulykke. 

Alle forældres værste mareridt blev til virkelighed for Dot Wessman i begyndelsen af året.

1. februar fik hun besked om, at hendes 22-årige datter Johanne var blevet hårdt kvæstet efter en voldsom trafikulykke på Helsingør-motorvejen i Nordsjælland. Det viste sig, at Johanne Wessman havde mistet herredømmet over sin bil på den glatte vej og var kollideret med nogle træer. Redningsmandskabet fandt den unge kvinde fastklemt og bevidstløs i bilen.

Johanne Wessman blev hastet til Rigshospitalet, hvor hun i fem uger kæmpede for sit liv - heraf tre uger i koma.

Snart et år efter ulykken har Dot Wessman åbnet op og fortæller nu om datterens kamp for at komme tilbage til livet. Det sker i et interview med ugebladet Søndag, der udkommer lørdag.

»Johanne er i genoptræning, og hun tager små skridt fremad hele tiden. Hun kan så småt tale igen, og hun forstår, hvad der foregår omkring hende, men helt den samme som før, bliver hun nok aldrig,« siger Dot Wessman til ugebladet Søndag.

Det er ikke kun datterens ulykke, som har gjort 2015 til et sorgfuldt år for Dot Wessman. I sommer meddelte hun, at forholdet til DF-politikeren Morten Messerschmidt var slut efter otte år.

Skulle være arvtager

Dot Wessman har tilbragt 40 år af sit liv på Bakkens Hvile på Dyrehavsbakken nord for København. Johanne Wessman begyndte at komme på stedet, da hun var 17 år. Længe har det stået klart, at det skulle være hende, som skulle overtage Dot Wessmans forretninger i den gamle forlystelsespark. Hun var allerede blevet bestyrer for tjenerstaben på Bakkens Hvile og læste på Copenhagen Business School.

Efter ulykken ved ingen, om den plan nogensinde kan blive ført ud i livet.

Dot Wessman fortæller til ugebladet Søndag, at det går bedre med Johanne Wessman dag for dag. Hun kan dog stadig ikke gå og stå og er kun i stand til at tale en smule. Særligt hendes højre side er stærkt skadet, og hånden sidder krøllet ind mod kroppen.

Johanne Wessman er ikke i stand til at græde over situationen. Men hun fortæller sin mor, at hun er ked af det, forklarer Dot Wessman til ugebladet Søndag.

Dot Wessman siger samtidig, at ulykken har vendt familiens liv på hovedet. Men på en måde, har den også gjort, at livet er blevet lettere. Af den simple årsag, at alt andet end datteren er blevet ligegyldigt for hende.