Onsdag meldte Det Hvide Hus ud, at Donald Trump besøger Danmark 2. og 3. september. I den forbindelse skal han møde den danske regent, dronning Margrethe.

Og noget tyder på, at det bliver en særlig dag for præsidenten.

Den amerikanske præsident har nemlig en forkærlighed for de kongelige – og den opstod muligvis allerede, da han var helt lille.

Hans mor, Mary Ann Trump, var nemlig meget optaget af specielt det britiske kongehus. Da dronning Elizabeth blev kronet i 1953, sad moren limet til skærmen i flere timer.

Det fortæller Donald Trump i bogen 'The Art of the Deal', skriver The New York Times.

Dengang var Donald Trump seks år. Omkring 65 år efter stod han selv over for den britiske dronning i 2018, og i 2019 aflagde han ligeledes dronningen et besøg. Denne gang havde han alle sine børn med.

Ifølge ham selv fortalte flere mennesker, at det var den sjoveste dag, dronningen havde haft i 25 år. Det skriver CNN.

»Vi har sådan et godt forhold. Vi grinede og havde det sjovt,« sagde han efter mødet i juni i år.

Den 5. juni 2019, da Donald Trump besøgte det britiske kongehus.
Den 5. juni 2019, da Donald Trump besøgte det britiske kongehus. Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS
Vis mere

Nu er turen kommet til vores egen dronning Margrethe. Hvornår det skal ske – i løbet af de to dage, præsidenten gæster Danmark – vides ikke endnu. Men ske, det skal det.

I forbindelse med besøget hos det britiske kongehus i juni udtalte forfatter Michael D'Antonio, der har skrevet bogen 'The Truth About Trump', til New York Times:

»Jeg vil tro, at en af de tanker, han tager med på sit dødsleje, vil være, at han har mødt dronningen. Når han forlader denne jord, vil han tænke: 'Jeg var den person, der stod ved siden af dronningen'.«

Forfatteren fortæller også, at mødet med kongehuset var vigtigere for Trump, end det er at løse problemerne med grænsen til Mexico.

Donald Trump mener selv, at han er gode venner med dronning Elizabeth.
Donald Trump mener selv, at han er gode venner med dronning Elizabeth. Foto: CHRIS JACKSON
Vis mere

Desuden har præsidenten før udtalt, at de fleste mennesker ikke fortjener hans respekt.

Dronning Elizabeth er ikke 'de fleste mennesker' i Trumps øjne, mener Michael D’Antonio. Hun er altså en af de få, han med sikkerhed vil agere respektfuld over for.

Han sørgede da også for at medbringe gaver til både regenten, prins Charles og resten af den britiske kongefamilie under begge besøg.

Efter andet besøg vurderede han selv, at han kendte dronning Elizabeth meget godt, og at de to havde et godt forhold til hinanden.

Dronning Elizabeth, prins Charles, Donald Trump og Melania Trump under besøget i England.
Dronning Elizabeth, prins Charles, Donald Trump og Melania Trump under besøget i England. Foto: JEFF J MITCHELL
Vis mere

Flere meningsdannere, blandt andre den britiske journalist og klummeskribent Kate Maltby, mener ikke, at det er ofte, man ser en amerikansk præsident, der møder et kongehus uden en vis skepsis.

Med sig til England havde han alle sine fire voksne børn, som, han havde arrangeret, skulle møde prinserne William og Harry.

Noget, han selv kaldte et 'næste generationsmøde'. Hvad det præcis betyder, vides ikke. Det skriver The Sun.

Vi har altså at gøre med en ægte royalist, og selvom det er kongehuset i England, der ligger præsidentens hjerte nærmest, så ser han nok også frem til at møde den danske dronning.