Den tidligere FCK-boss Flemming Østergaard har stadig næse for en god forretning.

I hvert fald er det lykkedes ham at tjene penge på salget af sin feriebolig, som han i foråret 2007 - ca. halvandet år før ejendomsmarkedets kollaps - betalte 2,2 mio. kr. for.

Sommerhuset, der på ligger på Birkestien ved Lalandia i Billund, blev ifølge nye tal fra tinglysningen solgt videre i juni 2011 for 2,6 mio. kr., og dermed kan Don Ø. glæde sig over en kontant gevinst på mindst 400.000 kr.

Det skriver boligsiden Boliga.dk.

Succes-historie

Men det er ikke kun Don Ø, der har gjort en god forretning.

Et kig i Boligas database over salgspriser viser, at stort set alle købere, der erhvervede et sommerhus på Birkestien i 2007, har fået mere for boligen, end de selv gav.

Da salget af de Parken-ejede sommerhuse åbnede i foråret 2007, satte over 700 danskere deres signatur på en købsaftale i den første uge, og flere kendisser, bl.a. Flemming Østergaard, daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen og FCK-profilen Jesper Grønkjær, slog til og blev naboer i den midtjyske by.

I det seneste regnskab fra Parken bidrog salget af feriehuse i Lalandia med 50,7 mio. kroner af omsætningen, og samlet omsatte Lalandia for 471,9 mio. kroner.

Flemming Østergaard er efter salget af sit sommerhus stadig ejer af en villa i Skodsborg, som han købte i 1997 for 6,8 mio. kr.

I den seneste offentlige vurdering er huset sat til at være 11,5 mio. kr. værd.

Se luftfoto af Don Ø's pragtvilla her: HER