Flemming Østergaard har været ven med Grand Prix-stjernen Anders Frandsen i mange år . Og hans pludselige død kommer som et kæmpe chok.

- Hvad siger du? Er Anders død? siger Don Ø til bt.dk med chok i stemmen.

- Jeg er helt rystet. For søren hvor er jeg trist over at høre det, siger han videre, mens han lader den chokerende oplysning bundfælde sig.

TIL NPF, STAMHERREN PÅ AMAGERSCENEN

Flemming Østergaard hørte til i Grand Prix-stjernens vennekreds og var én af dem, Anders Frandsen spillede golf med på bl.a. Simons Golf Club ved Espergærde i Nordsjælland, hvor vennerne udover at svinge køllen også snakkede om løst og fast på greenen.

- Og jeg har ikke haft indtryk af, at han var syg, siger Don Ø.

- Vi så hinanden meget på et tidspunkt. Men så flyttede Anders til Thailand og opholdt sig der nogle år. Jeg ved ikke hvorfor, for han var et meget privat menneske.

- Men han elskede sol, og han elskede at spille golf og var bestemt ikke glad for det danske klima, siger Flemming Østergaard.

- Han havde lidt ned nedtur med sin forretning og sit design. Men ikke værre end at han fik solgt til en fornuftig pris. Og derefter tror jeg, at han besluttede at prøve at være udenlands-dansker, siger en dybt chokeret Flemming Østergaard, som kun har godt at sige om Anders Frandsen.

- Han har altid været en glad og oprigtig fyr, som jeg kun kan sige det bedste om.

Og det er ikke kun Parkens tidligere topchef, der er i chok. Også tidligere fodboldstjerne Preben Elkjær forstår intet.

- Jeg er selvfølgelig chokeret og rystet

- Jeg kendte ham rigtig godt, så jeg er naturligvis ked af det, men ellers har jeg ingen kommentarer, siger Preben Elkjær, som i lighed med Don Ø spillede golf med Anders Frandsen.