Lyt til artiklen

Troels Kløvedal , der døde søndag morgen d. 23. dec., gav i forbindelse med udgivelsen af sin erindringsbogen ‘Alle mine morgener på jorden' i dec 2017 et eksklusivt interview med B.T. Her kan du læse, hvad han sagde.

Man kan gøre livet smukt, hvis man tager sig sammen, dropper småbrok, og ikke lader sig underholde af ligegyldige ting, siger Troels Kløvedal, der insisterer på at suge det sidste ud af eventyret i det naturskønne Djursland, hvor han nu er helt afhængig af hustruen og plejere døgnet rundt

»Jeg håber, at jeg dør, inden jeg bliver helt lam,« siger Troels Kløvedal til B.T. i et eksklusivt mail-interview fra hans hjem, Vestergården, på Djursland.

Afklaret og uden den mindste sentimentalitet. På trods af hans uretfærdige skæbne. Landets store søfarer og eventyrer fortæller B.T., at han ikke kan tale mere, og at han nu kommunikerer med hustruen Else Marie, sine børn, børnebørn og venner via iPad.

Troels Kløvedal, forfatter, langturssejler og foredragsholder.
Troels Kløvedal, forfatter, langturssejler og foredragsholder. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

I Kløvedals kommende erindringsbog, ‘Alle mine morgener på jorden’ lægger den livskraftige eventyrer ikke skjul på, at nervesygdommen ALS er fremskreden.
Troels Kløvedal trækker vejret via en respirator, han kan ikke tygge mad, og får næring gennem en sonde i maven.

Oven i den ubarmhjertige nervesygdom er Nordkaperens berømte skipper også ramt af lungesygdommen bronkiektasi, der gør at han ‘hoster slim op af lungerne mange timer hver dag,” som han selv skriver.

Og selvom den 74-årige mand siger, at hans liv er skabt af drømme, kunne han ikke drømme om at brokke sig - eller fortryde noget:

»Jeg har opfyldt min formålsparagraf, og der er ikke noget, jeg ville gøre om. Jeg fik børn med de allerdejligste, sejlede jorden rundt med mine venner, og er derfor et bevis på, at drømme er et fantastisk godt afsæt til handling,« siger den dødsmærkede søfarer, der ikke ynker sig selv, når man spørger til hans sygdom, som han fik konstateret for halvandet år siden:

Troels Kløvedal er død, 75 år.
Troels Kløvedal er død, 75 år. Foto: Mogens Ladegaard
Vis mere

»ALS  er en besynderlig sygdom. Man er sund og rask, og så får man en sygdom, hvor man egentlig ikke føler sig syg. Der er bare kludder i nogle nervebaner. Lidt som en ledning der er klumper i, og hvor strømmen ikke rigtig kan komme igennem,« skriver Kløvedal til BT fra sin sygeseng.

ALS regnes for en af de mest skrækindjagende sygdomme. Det er en terminal nervesygdom, der langsomt, men sikkert, lammer kroppens muskulatur, så patienten til sidst ikke kan trække vejret og dør.

Men Troels Kløvedal fortæller, at han ikke føler sig syg i normal forstand, og at hans tanker stadig er helt klare.

»Jeg føler jo ingen sygdom i min krop, og mit hoved er normalt, og jeg er helt den gamle Troels. Men jeg bliver svagere og svagere, og min krop forlader mig stille og roligt. Jeg kan dog stadig bevæge mig igennem huset med plejere, respirator og iltflaske efter mig, og jeg håber da på, at jeg dør inden, jeg bliver helt lam.«

(ARKIV) Forfatter og eventyrer Troels Kløvedal, ombord på Nordkaperen den 14. november 1979. Forfatter og eventyrer Troels Kløvedal er søndag død i en alder af 75 år. Det oplyser hans søn Mikkel Beha til Politiken.. (Foto: Ulf Nilsen/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) Forfatter og eventyrer Troels Kløvedal, ombord på Nordkaperen den 14. november 1979. Forfatter og eventyrer Troels Kløvedal er søndag død i en alder af 75 år. Det oplyser hans søn Mikkel Beha til Politiken.. (Foto: Ulf Nilsen/Ritzau Scanpix) Foto: Ulf Nilsen
Vis mere

Manden der har rejst jorden rundt tre gange og sejlet tusindvis af sømil på de syv verdenshave, er nu afhængig af professionelle plejere, samt hustruen Else Marie, som han har ved sin side døgnet rundt.

Kløvedal fortæller B.T., at selvom han ikke kan tale, trives han med besøg af venner og familie:

»Jeg har tit besøg af mine venner, børn og børnebørn. Jeg kan ikke tale mere, men jeg kommunikerer via min iPad, og det gør jeg meget med min kone og mine plejere som er hos mig hele døgnet,« fortæller den ukuelige sømand, der har boet på Vestergården, i det naturskønne område på Djursland, siden 1985.

Det er her Nordkaperens skipper tilbringer sine sidste dage, som han insisterer på at nyde i fulde drag. Og naturen har altid været en del af den 74-årige mands liv. Hvadenten det er på havet, i de lande han har udforsket, eller på Djursland i Danmark:

(ARKIV) Troels Kløvedal fotograferet på Roskilde Festival den 3. juli 2014. Forfatter og eventyrer Troels Kløvedal er søndag død i en alder af 75 år. Det oplyser hans søn Mikkel Beha til Politiken.. (Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) Troels Kløvedal fotograferet på Roskilde Festival den 3. juli 2014. Forfatter og eventyrer Troels Kløvedal er søndag død i en alder af 75 år. Det oplyser hans søn Mikkel Beha til Politiken.. (Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix) Foto: Betina Garcia
Vis mere

»Om morgenen sidder jeg ude på min terrasse, og nyder synet af min smukke bondehave og synet ud over mine marker. Jeg nyder efterårsløvet og de mange fugle, som jeg kender alle navnene på. Hvis solen er fremme, nyder jeg, at jorden drejer, og skyggen på min flagstang er som et gammeldags solur,« skriver Kløvedal, der også bruger dagene på at holde kontakt med sine læsere og familie.

»En del af tiden går med at besvare mail fra alle mine læsere, venner, børn, og hvis der er tid så læser jeg.«

I erindringsbogen, der udkommer tirsdag d. 5. december 2017 tager han en gribende afsked med et vildt og eventyrligt liv:

'Først får men det hele forærende, og så mister man til sidst det hele igen. Sådan er livet,' konstaterer den seje sømand usentimentalt.

Troels Kløvedal
Troels Kløvedal Foto: Fra bogen 'Med Asbjørn på de s
Vis mere

Da Troels Kløvedal fik diagnosen ALS gav han sig selv mellem to måneder og et halvt år. Det er nu halvandet år siden, og han er her endnu. Og Kløvedal nåede det. At skrive bog nummer 18.

Fra børnehjemsbarn, uddannet elektriker, sømand i Handelsflåden, scenemester, fotograf, ungdomsoprører, kollektivist, far til fem børn, og til skipperen Kløvedal som hele landet kender og elsker.

Som den skrivende søfarer, der besejlede de syv verdenshave på Nordkaperen, og som gav sin historie videre til landets befolkning, der blev klogere på alt det de måske ikke selv har mulighed for at opleve.

Og i sin dødsstund opfordrer han i dag danskerne, til i højere grad at dyrke deres frihed, og ikke lade sig binde, men til at gribe drømmen og livets uendelige muligheder:

Det er pressebilleder fra NORDKAPEREN I DET INDISKE OCEAN (c) Arena Film 1995, instruktør Ulrik Bolt Jørgensen. Filmen blev distribueret i biografen af UIP. TV2/ Danmark viste en TV serie i 4 afsnit med samme titel baseret på filmen.
Det er pressebilleder fra NORDKAPEREN I DET INDISKE OCEAN (c) Arena Film 1995, instruktør Ulrik Bolt Jørgensen. Filmen blev distribueret i biografen af UIP. TV2/ Danmark viste en TV serie i 4 afsnit med samme titel baseret på filmen. Foto: Arena Film
Vis mere

»Det smukke ved livet er netop, at man kan gøre det smukt, hvis man tager sig sammen. Alt for mange spilder tiden med småbrok, eller ved at lade sig underholde med alle mulige ligegyldige ting i stedet for at gribe i egen barm, og se op og ned af sig selv og sige: ‘Mit liv er enestående fantastisk ved, at jeg er her’.«

»Vi lever i en tid, hvor vi ikke er inde i en verdenskrig, men kan bevæge os frit rundt på kloden, som vi ønsker. Men alt for mange sælger deres frihed med for dyre boliger, samtalekøkkener, og hvad ved jeg.«

»I gamle dage boede vi i kollektiver og var 14 om at betale huslejen, varmeregningen, el, vand, ejendomsskat og alt det andet. Og vi var frie,« siger den livsglade udforsker, der gennem sine tv-programmer og bøger på en måde er blevet synonym med det danske folks udsyn mod resten af verden.

»At sejle er på en måde den ultimative frihed. Du kan sætte kursen lige derhen, hvor du vil i verden, og du har ingen arbejdsgiver. Kun vejret, de maggalanske skyer på himlen, der fortæller dig, at livet er kort, og ingen mennesker i verden har bedt dig om at sejle ud på den vilde sø. Du har hele ansvaret selv, og det er faktisk farligt at sejle i de store stormende  bølger, hvis ikke sømandskab og båd er i orden,« siger den mest berejste søfarer i nyere tid.

Mikkel Beha, vært på Go' Morn Danmark er søn af eventyreren Troels Kløvedal og selv far til tre drenge fra 12-22 år. Mikkel har arvet sin fars passion for et liv på vandet, bor på en husbåd og sejler rundt i verden
Mikkel Beha, vært på Go' Morn Danmark er søn af eventyreren Troels Kløvedal og selv far til tre drenge fra 12-22 år. Mikkel har arvet sin fars passion for et liv på vandet, bor på en husbåd og sejler rundt i verden Foto: Mads Nissen
Vis mere

Og Troels Kløvedal har for længst har fundet den indre ro, og er afklaret omkring døden. Og så er han lykkelig ved tanken om at depechen er givet videre, og at hans fem børn lever gode liv:

»Jeg synes alle mine børn og børnebørn lever et dejligt liv, og er selvfølgelig både rørt og glad for at Mikkel og Theis og Emil sejler videre ude på de store oceaner. Vi kommunikerer meget om de forskellige kulturer, vejr, hurricane-sæsoner, sømandskabet, sikkerheden og glæden ved at sejle sammen.«

Du virker fuldstændigt afklaret omkring din død. Men er der ikke den fjerneste flig af vemod eller sorg over at forlade det smukke liv, du beskriver i din sidste bog?

»En lille flig af sorg over at skulle forlade det dejlige liv vil der altid være. men jeg har en indre ro som jeg måske har fået ved at lære frygten at kende som ung med et par tusind favne vand under kølen.«

»Vi dør jo alle af et eller andet, og jeg dør så af ALS, og jeg har trods alt været 74 gange rundt om solen. Jeg er glad for, at jeg ikke fik sygdommen før, men nåede at skrive alle de bøger og film, jeg havde i mig. Mine fem børn er blevet voksne. Fra Mikkel på 51 til Asbjørn der snart fylder 21. Så jeg dør ikke fra et barn, der går i skole,« siger Troels Kløvedal til BT.

Den tidligere ungdomsoprører, kollektivist og militærnægter er stolt af at kunne kalde sig Ridder af Dannebrog.

For præcis et år siden fik Troels Kløvedal Ridderkorset, som blev overrakt privat af admiral Nils Wang til Danmarks store eventyrer og søfarer. Dronning Margrethe havde personligt beordret admiralen til at trække i galla, og overrække den særlige orden personligt til Troels Kløvedal.

Sådan så dronningen var sikker på, at Kløvedal blev Dannebrogs-ridder, mens han stadig var i live. Det skete i december sidste år, og er et bevis på, at den 74-årige mand har et tæt forhold til det danske kongehus.

Både Prins Joachim, Prins Henrik og Kronprins Frederik har været ombord på Nordkaperen i fjerne egne af verden. Og mindst to gange har Troels Kløvedal været Dronningens gæst til hofbal på slottet.

Han har interviewet Dronningen nogle gange på hendes eget skib, Dannebrog. Blandt andet da han tilrettelagde og producerede den historiske tv-serie om den danske flåde i anledning af etatens 500 års jubilæum i 2010.

Om sit forhold til landets dronning, siger Kløvedal til B.T.:

»Jeg har en svaghed for traditioner, og det med at have samtaler med dronningen er bare spændende, fordi hun er så vidende, og har en enorm livserfaring. Dronningen er et renæssance-menneske, der er vidende hele vejen rundt.«

»Forunderligt at modtage Ridderkorset, og alene i sproget findes eventyret, fordi ordenen gives til folk, som har gjort 'dådrige og modige gerninger',« skriver Kløvedal i den kommende erindringsbog ‘Alle mine morgener på jorden’, hvor den gamle hippie og militærnægter, erklærer, at han er royalist.

I den forbindelse gengiver han en samtale på Nordkaperen med Kronprins Frederik, som han har mødt flere gange og sejlet med.

»På et tidspunkt stod jeg alene på fordækket med kronprinsen, og han spurgte nærmest henkastet, om jeg var royalist. Spørgsmålet kom lidt bag på mig, fordi jeg ikke troede, det var noget de kongelige ville diskutere, men det er et godt spørgsmål, og jeg fortalte Frederik, hvad jeg mente om den sag, og det var nok det, de fleste danskere mener. Jeg sagde, at så lang tid de i Kongehuset gør det så godt, som de gør, så er jeg royalist.«