Rapperen Fetty Wap mistede sin fireårige datter Lauren Maxwell torsdag 24. juni.

Både han og datterens mor, Lisa Pembroke, bedst kendt under musikeraliasset Turquoise Miami, har siden takket for kærligheden, der har været sendt i deres retning i forbindelse med dødsfaldet, men dødsårsagen har de indtil nu holdt for dem selv.

Den hidtil ukendte dødsårsag fik undervejs flere til at spekulere i 'Trap Queen'-rapperens evner som far, hvilket fik datterens mor til at gå ud og forsvare ham.

'Det ville ikke skade nogen af jer at være lidt mere medfølende. I behøver ikke sparke til en mand, der ligger ned,' skrev hun på Instagram.

'Alt, I behøver at vide, er, at Lauren elskede sin far, og han elskede hende.'

Men nu er det kommet frem, at fireårige Lauren Maxwell døde som følge af komplikationer med en medfødt hjertefejl.

Det skriver mediet TMZ, der har set dødsattesten.

Nærmere bestemt var det en forstyrret hjerterytme som følge af den lille piges medfødte hjerteanomali, der på tragisk vis endte med at tage livet af hende.

Lauren Maxwell gik bort i sit hjem i byen Riverdale i staten Georgia torsdag 24. juni.

Udover hende har Fetty Wap – med det borgerlige navn Willie Junior Maxwell II – fem børn med fire andre kvinder. Lauren Maxwell var hans næstyngste.