Den verdenskendte rapper DMX er død.

Det skriver det amerikanske musikmedie Billboard.

Gennem flere dage har rapperen ligget i koma. Og hans situation er blevet beskrevet som vegetativ.

Siden 4. april har Earl Simmons, som er rapperens borgerlige navn, været indlagt på hospitalet White Plains.

Det er familien til rapperen, som i en udtalelse bekræfter, rapperens død.

»Vi er dybt berørte over at kunne meddele, at vores elskede DMX, med fødselsnavnet Earl Simmons, er gået bort i en alder af 50 år på White Plains-hospitalet, hvor han havde sin familie ved sin side, efter han havde ligget i respirator de seneste dage,« lyder det blandt andet fra familien.

»Earl kæmpede som en kriger til det sidste. Han elskede sin familie af hele sit hjerte, og vi nød den tid, vi havde med ham. Earls musik inspirerede utallige fans verden over og hans ikoniske eftermæle vil leve for evigt,« lyder det afslutningsvis.

DMX blev kendt tilbage i 1990'erne, da han slog igennem med albummet 'It's dark and hell is hot'.

Siden da var han med til at opbygge Ruff Ryders-pladeselskabet til at være en magtfaktor i amerikansk hiphop.

Siden DMX blev indlagt i vegetativ tilstand, har der ikke været mange positive nyheder.

Og derfor er både familie og fans troppet op ved hospitalet, hvor han lå for døden.

DMX står blandt andet bag numre som 'X Gon' Give It To Ya' og 'Party Up (Up In Here)'.

Han har udgivet otte album og er kendt for at tale åbent om livets mørke sider.

Den vegetative tilstand blev udløst af et hjerteanfald efter en overdosis.

DMX efterlader sig 15 børn.

Han blev 50 år.