Den skandaleombruste tidligere hjerneforsker Milena Penkowa er kørt i stilling som sundhedsekspert på DK4-programmet 'Hjerneeksperten' om kosttilskud og alternativ behandling.

Og dét valg møder skarp kritik.

For Milena Penkowa, der er blevet frataget sin ret til at fungere som læge, blev i en meget omtalt sag først dømt i byretten for at have forfalsket et forskningsresultat, men senere frikendt i landsretten grundet overskredet forældelsesfrist.

Samme sag plus efterfølgende eksempler på nylige 'rådne råd' fra den tidligere forskerstjerne beskriver læge og ph.d. Ida Donkin nu i en kommentar i Berlingske.

Her anfægter hun sædeligheden ved DK4's nye program.

»Fagligheden havde vundet, troede jeg. Men med Milena Penkowas indtog på DK4 er jeg blevet i tvivl igen. Rekrutteringen af Milena Penkowa som sundhedsekspert på en landsdækkende tv-kanal er ikke bare dårlig dømmekraft, men et journalistisk svigt,« lyder det fra Ida Donkin.

Adspurgt, hvilke overvejelser man har gjort sig forud for ansættelsen, fortæller Steen Andersen, der er kommunikations- og radiodirektør på DK4:

»Der ligger de overvejelser bag, at hun igennem en periode har arbejdet med at give kostråd og gennem kostråd har afhjulpet forskellige folks problemer, og det gør hun så også nu.«

»Jeg må i samme ombæring også slå fast, at vi på DK4 ikke går ind for videnskabelig uredelighed.«

Om kritikken fra Ida Donkin siger han, at hun er i sin gode ret til at have sin mening. Dog mener han, at lægens udtalelser om Milena Penkowa lyder som et forsøg på at begrænse hendes ytringsfrihed.

I sin Berlingske-kommentar problematiserer Ida Donkin blandt andet, at Milena Penkowa for nylig fremhævede C-vitaminer som et middel, der kan bremse covid-19.

Et husråd, som Sundhedsstyrelsens eksperter har været ude at kritisere. Over for DR har Gitte Kronborg, overlæge på Hvidovre Hospitals infektionsmedicinske afdeling, sågar kaldt det 'helt sort':

»Det er fint at spise citroner og appelsiner, men der er ingen dokumentation for, at overdoser af C-vitamin har effekt mod noget. Det giver slet ikke nogen mening,« forklarer hun.

Derfor har B.T. også spurgt DK4's kommunikationschef, om man ikke bør være ekstra varsom, når man ansætter en tidligere forsker, der kommer med sådanne udtalelser, til at give kostråd.

»Jeg mener, man skal passe på kostråd fra alle. Det er også derfor, vi har en programerklæring eller en såkaldt disclaimer i starten af programmet, hvor der står, at man skal gå til lægen, hvis man er syg.«

Steen Andersen mener ikke, at der er en konflikt imellem, at Milena Penkowa kommer med kostråd og har den fortid, hun har.

»Når folk har udstået deres straf, skal de ikke straffes efterfølgende.«

Får kritikken jer til at se på at lave forandringer i fremtiden?

»Ja, det er klart med den kritik, der har været, så går vi i tænkeboks og ser på, om der er noget, der skal kommunikeres anderledes ud i fremtiden,« siger Steen Andersen, som fortsætter:

»Jeg synes, man skal være lydhør med sådan en kritik. Når det falder nogen så hårdt for brystet, så skal man kigge indad.«

Han beretter dog, at siden kritikken om programmet med Milena Penkowa begyndte at rulle, har han modtaget masser af mail i sin indbakke fra folk, som siger, at Milena Penkowa har ændret deres liv.

»Er det ikke det, det handler om? Om folk oplever, at deres liv bliver bedre,« lyder det fra direktøren.