Morten Olsen, bedtre kendt som DJ Faustix, dedikerede fredagens dans i 'Vild med dans' til sin datter.

Han åbnede op om, at han har haft et alkoholmisbrug, og at der er ting, han fortryder.

»Det er et af de 12 trin, at man skal erkende sine fejl,« lyder det fra kendissen, da B.T. taler med ham efter fredagens 'Vild med dans knækker cancer'-show. Med 'de 12 trin' henviser han til alkoholprogrammet, der fik ham ud af sit misbrug.

DJ'en fortalte, at han gerne vil dele sin historie, fordi han håber, han kan hjælpe andre.

»Jeg har ikke lige nogen, der er ramt af kræft, tæt på, så derfor valgte jeg den her historie,« lyder det fra ham.

I programmet kunne man se et klip, hvor han taler om, at han slet ikke savner sine festdage. Nu er han far med stort F til datteren Alessia.

Han deler datteren med sin kone Irina Olsen, og foruden 'Vild med dans' så er DJ'en også med i reality-programmet 'The Olsens'.

Han siger, at konen er stolt af ham, fordi han udvikler sig i sin dans.

»Men jeg ligger jo stadig andensidst, så jeg kan ikke rigtig bruge de pæne dommerkommentarer til noget,« griner han.

Han siger, han håber datteren, Alessia, ville se tilbage på sin fars indsats med anerkendelse. Både i forhold til 'knæk cancer-ugen, men også i det  hele taget.

»Jeg håber, hun bliver stolt. Jeg håber, hun ser, at jeg gjorde mit allerbedste. At hun kan se, den indsats jeg har gjort.«