Den 34-årige 'Bagedyst'-stjerne Ditte Julie Jensen svæver på en lyserød sky for tiden.

Hun har nemlig fundet sammen med sin ekskæreste, den otte år yngre iværksætter Joakim Skak, igen.

»Vi havde fire måneder fra hinanden, hvor der ikke var noget, og det var ligesom den periode, der skulle til for at indse, at der skal være noget,« fortæller Ditte Julie Jensen til B.T.

I juni stod hun frem og fortalte, at parret gennem halvandet år var gået fra hinanden.

Hun ønskede dengang ikke at uddybe bruddet, men nu er hun klar til at åbne op omkring, hvad der gik galt imellem hende og den genfundne kæreste Joakim Skak.

»Jeg tror egentligt bare, at det hele smeltede sammen, og det gik rigtig hurtigt, og det var stort for ham at skulle delagtiggøres i pressen, blive papfar, flytte til København, og vi har to store forretninger begge, som kræver sindssygt meget af os, og vi var bare rigtigt dårlige til at få det planlagt,« fortæller Ditte Julie Jensen.

»Da vi så endelig begyndte at kunne planlægge det, så gik det bare i hårdknude.«

I starten af forholdet flyttede Joakim Skak fra Aalborg og ind sammen med Ditte Julie Jensen i en lejlighed på Amager sammen med bagedronningens to børn, Karla og Albert.

Men det gik altså for hurtigt for den 26-årige iværksætter.

Og faktisk var det heller ikke drømmen for Ditte Julie Jensen, der under sin deltagelse i realityprogrammet 'Over Atlanten' fik lejlighed til at tænke over, hvad hun egentlig selv ønskede.

Derfor har hun nu fået et nyt hjem i Tårnby, som Joakim Skak i denne omgang ikke er flyttet med ind i.

»Jeg gjorde mig nogle tanker, da jeg sejlede over Atlanten, om netop, at jeg ville have hus og børn og have, og ja, det blev nok lige lidt for meget, så vi havde brug for lidt pause, for kærligheden var der, men vi kunne ikke få tingene til at harmonere,« forklarer Ditte Julie Jensen.

Heldigvis bekræftede lidt tænketid begge parter i deres kærlighed til hinanden.

»Pausen gjorde bare, at vi ville have det til at harmonere. Så nu er vi sammen igen, og vi skal nok få det til at fungere, det tror vi begge på, men vi bor ikke sammen nu her, men vi er jo bare sammen,« slutter Ditte Julie Jensen med et smil.