»Nu må det ikke misforstås, men jeg har egentlig aldrig været ked af, at jeg skulle skilles. På mine børns vegne har jeg været dybt knust, og jeg har været ødelagt, men jeg har egentlig ikke været ked af, at jeg skulle skilles, for det var noget, jeg rigtig gerne ville.«
Sådan siger tidligere 'Den store bagedyst'-deltager Ditte Julie Jensen i Radio Loud-podcasten '112 for knuste hjerter'.
Hun ønsker ikke at gå i detaljer om, hvorfor hun gerne ville skilles fra eksmanden Marck Topgaard. Andet end, at hun ikke var glad. Og at den manglende glæde gik ud over børnene Albert og Karla på fem og otte, som oplevede en sand 'monster-mor', der gik og vrissede.
Til gengæld vil hun gerne fortælle, hvilket chok hun fik, da hun en dag blev ringet op og gjort opmærksom på den dramatiske video, hendes eksmand havde lavet for at annoncere deres skilsmisse i 2019.
For i en såkaldt story på Instagram kunne man pludselig se, hvordan han åbnede køkkenskraldespanden, tog sin vielsesring af og kastede den ned til det andet affald.
'Et langt kapitel er slut, et nyt er startet,' skrev han til videoen.
»Jeg havde forinden appelleret til, at vores skilsmisse i så lang tid som overhovedet muligt kunne være en privat sag mellem os, fordi vores datter skulle starte i skole, og jeg ønskede ikke, at det var noget, man snakkede om i skolegården,« fortæller Ditte Julie Jensen i podcasten.
»Jeg prøvede at beskytte mine børn – og måske i virkeligheden også lidt egoistisk mig selv, fordi jeg var den offentlige part i det her, og jeg havde ikke behov for det.«
Hun var til sin brors søns fødselsdag, da hendes veninde pludselig ringede til hende og spurgte: 'Hvad foregår der?'
»'Hvad mener du?' 'Har du ikke set, hvad der er blevet lagt på Instagram? Febrilsk finder jeg min telefon frem og tænker bare: 'Fuck!'. Ringer straks til min PR-agent. 'Du er nødt til at hjælpe mig. Vi er nødt til at lave en pressemeddelelse, og jeg må på sociale medier.'«
Sammen med sin agent lagde hun en strategi om at sende en kort pressemeddelelse til medierne og ellers sige: 'Ingen kommentarer'.
Der er ellers mange ting, hun kunne have sagt om både sin eksmand, skilsmissen og videoen med vielsesringen. Men for sine børns skyld har hun besluttet sig at holde tæt. Og smile.
Og fortælle børnene, at 'mor og far stadig er bedste venner'. Også selvom hun i begyndelsen var så vred, at hun havde helt ondt i kæberne af at skære tænder.
»Og det har krævet uanede mængder af ressourcer af mig for at opretholde det og ikke åbne munden. For jeg kunne også bare gå ind i en eller anden krig og melde tilbage, men jeg synes også, det ville være dybt usmageligt.«