»Cykelturen til arbejde føltes som at køre i stiv modvind. Nogle gange håbede jeg faktisk, jeg ville blive kørt ned af en bus, for så skulle jeg i det mindste bare ind og have tjekket en brækket arm i stedet for at skulle på arbejde. Og så kunne jeg ikke skrive, og så kunne jeg blive hjemme.«

Selv om Ditte Julie Jensen sad med store spændende sager som Stein Baggers svindelnummer, Amagerbankens krak og penis-lægen Jørn Eges skattesvig, så var hun bundulykkelig i de 10 år, hun nåede at arbejde som advokatsekretær.

Heldigvis har den 33-årige tv-kendis og iværksætter en tendens til at vokse af modgang, fortæller hun til B.T. Og måske var det netop, fordi hun røg ud af 'Den store bagedyst' i 2015 kort før mål, at hun har brugt de sidste fem år på at opbygge et kageimperium, som hun i dag kan leve godt af.

»Folk siger, jeg er heldig, fordi 'Bagedysten' har 'givet mig så meget'. Men den har ikke givet mig andet end troen på mig selv. Jeg har selvfølgelig fået et udstillingsvindue og et netværk, men jeg er kommet hertil på baggrund af benhårdt arbejde.«

Ditte Julie Jensen – forrest i hvid bluse – i 'Den store bagedyst' i 2015.
Ditte Julie Jensen – forrest i hvid bluse – i 'Den store bagedyst' i 2015. Foto: Carsten Mol
Vis mere

Det lå ikke i kortene, at Ditte Julie Jensen i dag ville være chef i sin egen virksomhed med foreløbig fire ansatte. Hun kæmpede med overvægt, mobning og læsevanskeligheder og blev hverken indstillet til gymnasiet efter 9. klasse eller 10. Hendes lærer mente, hun var dum, husker Ditte Julie Jensen, der derfor sadlede om og tog på handelsskole.

Drevet af et indædt ønske om at modbevise sin lærer lykkedes det hende at uddanne sig til advokatsekretær, fordi hun altid har 'elsket Excel-ark og at putte ting i kasser', som hun siger, og efter endt uddannelse fik hun job på et stort advokatkontor.

»Men der var masser af stavefejl i mine ting, og det var så pinligt. Jeg var til gengæld stedets humørbombe, som spredte god energi og arrangerede fester. Jeg bildte mig selv ind, at hvis jeg gøglede mig igennem det, så ville mine kollegaer ikke opdage, hvor dum jeg var,« siger hun.

»Men jeg var jo ikke dum. Jeg blev momseksperten, for det havde jeg virkelig styr på. Men de gamle krager, der havde siddet i faget i 22 år, gad ikke lytte til en på 21 uden livserfaring, så jeg fik aldrig gennemslagskraft,« siger Ditte Julie Jensen.

»Jeg har i perioder følt mig voksenmobbet. Ikke direkte af kollegaerne, men dybere i følelsen af ikke at blive set, hørt og anerkendt. Jeg havde en indre frustration, som bare voksede.«

33-årige Ditte Julie Jensen.
33-årige Ditte Julie Jensen. Foto: Byrd / Kasper Løjtved
Vis mere

Til sidst blev hun sygemeldt med 'stress'. Hun sætter det selv i anførselstegn, for det var jo slet ikke det, det handlede om. Men hun kunne ikke få sig selv til at sige, at hun egentlig bare havde brug for et skulderklap en gang imellem. Og da hun kom tilbage på advokatkontoret igen, var alt det samme.

Hun var stadig den nederste i hakkeordenen og prøvede at overleve arbejdsdagen med godt humør og hjemmebagt kage til kollegaerne.

Her oplevede hun til gengæld den anerkendelse, hun ikke kunne få for sit cv. Faktisk var kollegaerne så imponerede af hendes velpyntede kager, at de opfordrede hende til at låse sig inde på et kontor og ikke komme ud, før hun havde skrevet en ansøgning til 'Den store bagedyst'.

'De får ret, og jeg får fred,' tænkte Ditte Julie Jensen og gik i skarp bage-træning, så hendes smage og konsistenser kunne måle sig med det udseende, hun åbenbart mestrede. Og resten er historie.

Ditte Julie Jensen kommer ikke fra et hjem, hvor man bager, så hun måtte gå i skarp træning, da hun blev udvalgt til at deltage i 'Den store bagedyst'. I dag udvikler hun selv opskrifter for kunder.
Ditte Julie Jensen kommer ikke fra et hjem, hvor man bager, så hun måtte gå i skarp træning, da hun blev udvalgt til at deltage i 'Den store bagedyst'. I dag udvikler hun selv opskrifter for kunder. Foto: Byrd / Kasper Løjtved
Vis mere

I dag er Ditte Julie Jensen selv chef på eget kontor på Esplanaden i København. Her udvikler hun opskrifter og forretningskoncepter, skriver kogebøger, laver tv og holder foredrag, mens hendes fire ansatte har andre opgaver i den voksende virksomhed, der også inkluderer en bage- og stelserie, som 'Bagedyst'-stjernen har designet.

»Jeg har ikke været heldig. Det er gået mig godt, fordi jeg har været dygtig. Det tør jeg godt sige højt nu,« smiler Ditte Julie Jensen stolt.

Det kan godt være, hun ikke havde folkeskolens skarpeste hjerne, men den var til gengæld krøllet og har i dag reddet hendes virksomhed gennem corona-krisen, hvor fire måneder uden indtægter fik hende til at tænke kreativt og vende skuden med blandt andet onlineuniverset 'Klub Ditte Julie', hvor kunderne kan abonnere på opskrifter og video-guides.

Det gode humør og ønsket om et varmt arbejdsmiljø, som fik hende til at virke useriøs og underkvalificeret på advokatkontoret, har hun også vendt til sin fordel.

»Jeg føler et kæmpe ansvar for at anerkende mine medarbejdere. Hvis de skal løfte min forretning, så skal jeg løfte dem først,« siger Ditte Julie Jensen, hvis strategi betyder, at hun i dag kan trække sig tilbage og være en både glad og fuldt tilstedeværende mor for sine to små børn, når hun har dem hver anden uge, og knokle igennem, når de er hos deres far.

Ditte Julie har udgivet flere bøger med kageopskrifter.
Ditte Julie har udgivet flere bøger med kageopskrifter. Foto: Byrd / Kasper Løjtved
Vis mere

Kagerne er stadig hendes store passion, ligesom hun håber at få lov at lave mere tv, men på sigt – når hun har tjent så mange penge, at hun har råd til at investere i andres virksomheder – drømmer hun om at blive såkaldt business angel og bruge sin erfaring og kreativitet til at hjælpe andre nye iværksættere godt på vej.