Lyt til artiklen

Sangeren og skuespilleren Irene Cara er død i en alder af 63.

Hun er især kendt for at synge titelsangene til kultfilmene 'Fame' og 'Flashdance'.

Den triste nyhed er blevet delt på Twitter af hendes publicist, Judith A. Moose, der skriver, at Irene Cara døde i sit hjem i Florida. Hun skriver også, at dødsårsagen endnu er ukendt.

»Det er med stor sorg, at jeg på vegne af familie må fortælle, at Irene Cara er gået bort,« skriver hun blandt andet.

»Hun var en smuk sjæl, og hendes arv vil leve videre i hendes musik og film.«

Irene Cara slog igennem i filmene 'Fame' fra 1980, hvor hun først blev castet som danser. Hun endte dog med at få rollen som Coco Hernandez og sang filmens titelsang.

Tre år senere var hun medskribent og sanger på titelsangen til 'Flashdance … What a Feeling'.

En sang, der vandt hende en Oscar for bedste originale sang.