Hyldesterne strømmede ind, da det mandag kom frem, at Luke Perry er død af et slagtilfælde. En af hyldesterne kom fra Leonardo DiCaprio, som snart kan ses på det hvide lærred overfor Luke Perry.

De to spiller nemlig sammen i Quentin Tarantinos kommende film ‘Once Upon a Time in Hollywood’, som allerede er indspillet. DiCaprio skrev på Twitter:

»Luke Perry var en godhjertet og ekstremt talentfuld artist. Det var en ære at arbejde sammen med ham. Mine tanker og bønner går til ham og hans kære.«

Beverly Hills-stjernen blev onsdag i sidste uge indlagt på St. Joseph's Hospital i Burbank, Los Angeles, og hans tilstand var indtil mandag aften ukendt.

Luke Perry blev kun 52 år.
Luke Perry blev kun 52 år. Foto: Stringer .
Vis mere

Mandag udsendte en af hans repræsentanter så en ekstremt trist udtalelse:

»Skuespiller Luke Perry, 52, døde i dag efter at have været ramt af et massivt slagtilfælde,« lød det i udtalelsen, ifølge Entertainment Tonight:

»Han var omgivet af sine børn Jack og Sophie, sin forlovede Wendy Madison Bauer, ekskone Minnie Sharp, mor Ann Bennett, stedfar Steve Bennett, bror Tom Perry, søster Amy Coder og andre nære familiemedlemmer og venner.«

Luke Perry er mest af alt er kendt som 'badboyen' Dylan McKay fra den populære 90'er-serie 'Beverly Hills 90210'.

Senest har han været aktuel i Netflix-serien 'Riverdale', hvor han spillede Archies far Fred Andrews.

Til sommer kan han så ses i Quentin Tarantinos storfilm 'Once Upon a Time in Hollywood', hvor han spiller rollen Scott Lancer.

Luke Perry arbejdede sammen med en ren stjerneparade af skuespillere i filmen: blandt andre Leonardo DiCaprio, Brad Pitt, Dakota Fanning, Margot Robbie, Al Pacino, Timothy Roth og Damian Lewis.

Rollen bliver af sitet Hollywoodlife kaldt Luke Perrys måske største nogensinde. Det bliver desværre også hans sidste.