»Det er hårdt at være i medierne. Det er hårdt, at alle har en mening om én.«

Sådan lød det fra diamantfamiliens ældstedatter, Thalia Pitzner, da hun sammen med sin mor, Katerina Pitzner, gæstede mandagens udgave af 'Go' aften live'.

Her gik snakken på, hvad der er bagsiden af medaljen ved at være et offentligt kendt ansigt.

»Vi ved jo, at når man stikker næsen frem i det her land, så får man nogen over snuden,« udtalte Katerina Pitzner, men understregede samtidig, at hun følte, at hun og familien har været forholdsvis forskånede mod hadbeskeder og lignende.

Det var heller ikke et nemt valg for familien overhovedet at takke ja til sit eget tv-program. Faktisk skulle der flere års overtalelse til.

»Det tog tre år, før vi sagde ja til programmet. Vi havde vores betænkninger. Hvis man tænker over det, så synes jeg også godt, at man kan se, at vi har et større 'skjold' på i starten af vores program i forhold til nu,« sagde Katerina Pitzner.

Udover programmet 'Diamantfamilien' har den mellemste i søsterflokken, Elvira Pitzner, sit helt eget tv-program, 'Bare Elvira'. Her kommer seerne helt tæt på hendes op- og nedture med alt fra huskøb til forliste forhold.

Selvsamme søster havnede i en mindre shitstorm, da hun under coronapandemien trodsede myndighedernes rejsevejledning og rejste til Dubai.