»Det kom nok bag på de fleste, at et af de første partier, der fik en homoseksuel formand, var Det Konservative Folkeparti.«
Søren Pape Poulsen trækker på smilebåndet og vipper hovedet lidt til siden, så man lige netop kan skimte to store regnbueflag ud ad vinduet.
En mand har monteret dem på en ladcykel og cykler omkring uden for Christiansborg, hvor vi en sen eftermiddag møder partiformanden på hans kontor.
Lørdag deltog han for tredje gang i paraden under Copenhagen Pride sammen med cirka 30 andre fra partiet.
»Hvis der er noget, man skal kunne her i livet, så er det at stå ved, hvem man er – og det er priden jo en stor opbakning til,« siger han.
Det tog en del år for den tidligere justitsminister at komme frem til, at han nok ikke ville ende med at slå sig ned med en kvinde. Cirka 30 år gik der.
Når han tænker tilbage, så har han altid vidst, at han var homoseksuel, men det var ikke noget, han var bevidst om.
»Det er en erkendelse, der er kommet senere i mit liv.«
København blev et fristed
Som mange andre tog han til København for at udforske bylivet og homomiljøet. Det blev hurtigt et fristed for ham.
»Det var skidesjovt. Der var ikke det store homomiljø i Bjerringbro og omegn,« fortæller han.
Det var en forløsning for ham, da han opdagede, at der faktisk var rigtig mange mennesker, der delte hans seksualitet. Han var ikke den eneste.
»Et eller andet sted følte jeg mig jo anderledes hjemme i Bjerringbro. Det var ikke noget, man talte om, så det var jo heller ikke noget, jeg talte om,« siger han.
Han husker ikke, at han har følt, at han gik glip af noget – eller at der fandtes et bedre liv, som han ikke kunne leve. Men hvor skulle han også opdage det? I Bjerringbro var der ingen som ham selv.
»Jeg har aldrig følt mig presset til at være på en bestemt måde – men det pres har der jo nok været. Det har jeg bare ikke lagt mærke til,« forklarer han.
Den 47-årige partiformand er altså ikke vokset op med, at homoseksualitet er forkert, men helt uden at tænke videre over det lagde han samme planer som dem, han omgik sig med: Om kone, børn og fast job.
»Det er en erkendelse, der er kommet tættere på i løbet af mit liv. På et tidspunkt lærte jeg andre homoseksuelle at kende, og så blev det langsomt noget, jeg identificerede mig mere og mere med,« forklarer han.
'Sprang ud' over telefonen
Efter den erkendelse tog han fat i telefonen og ringede rundt til venner og familie.
De talte lidt om løst og fast, indtil han på et tidspunkt sagde:
»Hvis jeg skal have en kæreste, så skal det altså være en mand.«
Og det var ifølge Søren Pape Poulsen ikke 'breaking news' for nogen. De vidste det godt.
»Jeg ved ikke, hvordan de vidste det,« siger han og holder en lille tænkepause.
»Men jeg har jo altid været ret vild med Melodi Gand Prix – det kan vel ikke gøre det alene?«
Han griner og fortæller, at det var meget få, der reagerede negativt på opkaldet.
Ud af skabet en gang til
Den 1. januar 2010 blev han valgt som borgmester, og langsomt begyndte rygterne om hans seksualitet at sprede sig.
Da han i 2014 blev formand for Det Konservative Folkeparti, blev der stillet spørgsmål til hans seksuelle orientering i nærmest hver eneste interview, han lavede.
Til sidst blev det besluttet internt i partiet, at det var tid til at gøre en ende på rygterne.
Så han måtte endnu en gang ud af skabet. Denne gang var det til Fyens Stiftstidende, hvor han meget kort fortalte, at han var homoseksuel.
Alle medier skrev om det. Men det gjorde ham ikke noget.
»Jeg fik en besked af en ung mand – jeg tror, han var 18 år – han skrev, at han syntes, det var vigtigt, at sådan en som mig gik ud med det. Det betød meget for ham,« fortæller Søren Pape Poulsen.
Den unge mand var selv homoseksuel og spurgte Pape, om han syntes, han skulle springe ud.
»Du skal for din egen skyld bare fortælle det – dem, der kender dig, de vil alligevel ikke være i tvivl,« havde han svaret den 18-årige.
Han havde længe gået og tænkt, at det da kunne være ligemeget for offentligheden, hvilket køn han var tiltrukket af. Men nu gav det pludselig mening.
Det er ikke et valg
Det er vigtigt for den forhenværende justitsminister at sende et signal til unge mennesker om, at de ikke er alene. Det er blandt andet derfor, at han deltager i prideparaden i København.
»Homoseksualitet er ikke et tilvalg. Sådan er man født, og for mange havde livet jo formentlig været lettere, hvis man bare var, som de fleste andre,« siger han.
Og så handler det om at være stolt af, hvem man er.
»For mig handler stoltheden om, at man skal stå ved og være ærlig om, hvem man er – og være stolt af det,« siger han og fortsætter:
»Man skal jo ikke være mere stolt af at være homoseksuel, end man skal være over at være heteroseksuel, men man skal være stolt af at være ærlig over for andre og sig selv.«
Og det skal man, selvom LGBT-personer nogle gange mødes med en negativ retorik, mener han.
Han holder endnu en tænkepause og kigger så op med et stålsat blik.
»Ingen skal dømme et andet menneske på, hvilken seksualitet de har. Det er ikke noget, man vælger selv.«
