Frederik Nonnemann, som de fleste sikkert kender som danser i 'Vild med dans' smider noget af en bombe i den kommende udgave af 'Til middag hos'.

Her fortæller han, at han er skruk, og gerne snart vil være far. Og det med en lidt overraskende partner.

For trofaste fans af dansetalentprogrammet vil nemlig huske, at Frederik Nonnemannn i en sæson dansede med den populære youtuber Julia Sofia Aastrup.

Og de to er blevet rigtig gode venner. Så gode venner, at Nonnemann mener de ses, hvis ikke hver uge, så i hvert fald hver anden.

Her ses Nonnemann med de andre deltager i 'Til middag hos'.
Her ses Nonnemann med de andre deltager i 'Til middag hos'.
Vis mere

Han er helt klar i spyttet, når han skal forklare, hvad han ser af potentiale i 22-årige Julia Sofia Aastrup:

»Det er vigtigt for mig, at mit barn får den bedste moderfigur, og jeg ser helt klart en god moderfigur i Julia,« lyder det fra Frederik Nonnemann overfor B.T.

»Jeg tror også, hun har det på samme måde med mig. At hun ser en, der kan være en god far, i mig.«

De to har tidligere været ude og rejse sammen, og her, fortæller Nonnemann, kom de også rigtig tæt på hinanden. På godt og ondt sov de i seng sammen i tre uger.

»Vi kom op at skændes, fordi vi var så trætte og fløj fra sted til sted, men jeg synes altid, vi var gode til at komme tilbage og blive gode venner igen,« lyder det fra ham.

Han fortæller, at der ikke er nogen tvivl om, at de i dag er meget tætte. Deres familier kender også hinanden.

»Det siger vist en hel del, at både Julia og hendes mor var med til min mors 60 års fødselsdag.«

Han siger dog, at selvom der er drøm om barn i fremtiden, så er der ingen konkrete planer lige nu.

»Vi snakker om det, og så må vi se om nogle år, når vi begge er lidt mere 'settled'.«

Han fortæller i programmet, at kæresten Mikkel ikke på samme måde har haft en drøm om børn.

»Han tager det fint. Han har jo også mødt Julia og kommer virkelig godt ud af det med hende, og så tror jeg bare, at han accepterer, at der ikke er nogen konkrete planer, og så må vi snakke om det om nogen år, hvis det sker.«

Frederik Nonnemann er heller ikke afvisende overfor en dag at bo sammen med Julia Sofia Aastrup, hvis de blev forældre.

»Det er jeg ikke, men jeg vil helst være i byen, Julia vil gerne være tæt på sine forældre, og min kæreste vil bare gerne have en have, så der er lige nogle ting, der skal gå op,« siger han og griner.

'Til middag hos' kan ses på mandag på TV 3 eller Viaplay.