Der er én ting, Ulrich Thomsen ikke taler med Nikolaj Lie Kaas om.
Og det er rollen som Carl Mørck.
For selvom de tunge skuespillerdrenge ses privat, så taler de ikke om det.
Det afslørede Ulrich Thomsen onsdag aften i Imperial-biografen i København, hvor det endelig var blevet tid til premieren af den længe ventede »Marco effekten«, der er den femte film i Jussi Adler-Olsen-universet om »Afdeling Q.
I de fire første film har Nikolaj Lie Kaas spillet Carl Mørck, men nu er det slut. Ulrich Thomsen skal nu løfte arven.
»Jeg er spændt på, hvordan den bliver modtaget. Der er jo lavet fire film med Nikolai, der spiller hovedrollen.Carl Mørk. Det er der en masse, der har et forhold til, og det kan man ikke ændre på,« siger Ulrich Thomsen til B.T.
Har du talt med Nikolaj?
»Ja masser af gange. Til fester og alt muligt. Men vi taler ikke om det her. Sådan er det jo. Der er masser af meninger,« forklarer den 57-årige skuespiller.

Ulrich Thomsen afslører også, at han nærmest har glemt premieren i sin travlhed.
»Den har jo været lukket ned, og nu kan vi endelig få lov til at vise den. Den blev lukket ned lige en uge inden, vi var færdige. Det var mærkeligt, men sådan var det jo. Jeg har lavet så meget ind i mellem, så jeg har nærmest glemt, at nå ja, den skulle have premiere,« siger han.
Lige nu har han travlt med en ny tv-serie langt fra København.
»Jeg er ved at lave en tv-serie på Færøerne, som hedder »Trom«, den er vi færdige med snart. Vi er snart færdige, men nu kunne jeg lige slippe væk et par dage,« siger Thomsen.