Efter en lang uge i danse-studiet har 'Vild med dans'-deltagerne brug for at puste ud med en god efterfest.

Natklubben Dolores, der åbnede i det indre København i 2017, har de sidste par år holdt 'Vild med dans'-efterfester, og det gjorde de også i fredags efter premiereprogrammet.

Ud fra de billeder Dolores har lagt op på sin Facebook-side, kan man blandt andet se, at fredagens pointmæssige bundprop kokken Umut Sakarya tog imod tilbuddet om en festlig efterfest.

Han dukkede op blandt andet sammen med sin kæreste Clara og dansepartner Jenna Bagge. Også skuespiller Jakob Fauerby var afsted sammen med sin dansemakker Silas Holst, der havde sin kæreste, den tidligere 'Paradise Hotel'-deltager Nicolai Schwartz med i byen.

Umut Sakarya og Jenna Bagge.
Umut Sakarya og Jenna Bagge. Foto: CTC photography
Vis mere

Skuespiller Christopher Læssø, hans dansepartner Karina Frimodt, tidligere 'Løvens Hule'-investor Birgit Aaby, hendes dansepartner Frederik Nonnemann og 'Vild med dans'-vært Sarah Grünewald kiggede også ifølge Facebook-galleriet forbi til efterfest.

Natklubben brander sig på at være en klub for 'voksne', hvor man skal være 27 år for at komme ind. Om det betyder, at 'Vild med dans'-feltets yngste par, 18-årige Oscar Bjerrehuus og 21-årige Asta Björk ikke er velkommen, melder historien intet om.

'Vild med dans' kører i år på 16. sæson med skuespiller Neel Rønholt som bookmakernes favorit til at løbe med trofæet i år.

I første program var der ingen, der blev stemt ud, men fra på fredag er det alvor, og så gælder det især for Umut Sakarya, sangerinde Anne Dorte Michelsen og eks-bokser Mikkel Kessler, der ligger i bunden af feltet om at samle seernes sms-stemmer.