I 'X Factor' bliver de præsenteret som venner med en fælles passion for musicals, men i virkeligheden kendte duoen Lucas og Jeamilla slet ikke hinanden, før de tilmeldte sig TV 2s talentshow.

I al hemmelighed sammensætter produktionsholdet nemlig deres egne grupper ud fra deltagere, der har været til de såkaldte precastings – og når de så står foran dommerne til de endelige auditions, lader man, som om de er to venner, der er ankommet til 'X Factor' sammen.

20-årige Lucas Rasmussen fra Nyborg og 19-årige Jeamilla Hoby Larsen fra Næstved, der altså som sammensat duo fredag aften nåede til årets 'Five Chair Challenge', fortæller om forløbet:

»Vi var nok en 10-12 stykker, der efter precasting blev taget ud til en gruppedag, hvor man parrede os sammen for at se, hvad der fungerede,« fortæller Jeamilla.

Lucas, der til daglig går i gymnasiet har spurgt B.T., om vi vil bringe følgende hilsen: »Skud ud til 3E boys,«
Lucas, der til daglig går i gymnasiet har spurgt B.T., om vi vil bringe følgende hilsen: »Skud ud til 3E boys,« Foto: Lasse Lagoni / TV 2
Vis mere

»I starten var jeg lidt i tvivl, om det var det, jeg ville, men tænkte så, at det kunne være en god mulighed,« fortsætter hun.

»Så havde man også nogen at dele oplevelsen med, frem for hvis man var solist,« tilføjer Lucas.

De er glade for, at de blev sat sammen, og kalder det for 'det perfekte match'.

»Det gik mega hurtigt med at lære hinanden at kende, og vi havde det allerede mega sjovt sammen til gruppedagen,« forklarer Jeamilla.

De fortæller, at det til deres audition virkede. som om de ikke måtte sige til dommerne, at de ikke kendte hinanden. Da de gik videre og skulle lave nogle optagelser i forbindelse med 'Five Chair'-runden, blev der også optaget to versioner.

»Vi skulle lave en version, hvor vi sagde, at vi ikke havde sunget så længe sammen, og så skulle vi lave en version, hvor vi sagde, at vi havde mødtes til precasting,« fortæller Jeamilla.

I den endelige udgave, der blev vist på tv fredag aften, bliver deres kendskab til hinanden slet ikke omtalt. Det går Lucas og Jeamilla ikke selv op i. De er bare glade for at være blevet sat sammen, og selvom coronakrisen har gjort det svært at udvikle et forhold, holder de fortsat kontakt og har blandt andet lavet en fælles Instagram-profil, hvor de selvironisk har taget Thomas Blachmans øgenavn til sig.

Til 'Five Chair Challenge', hvor Thomas Blachman efter en længere, forvirrende og kaotisk omgang endte med at sende Lucas og Jeamilla ud af 'X Factor', blev han ved med at kalde dem 'Momsvæsnet'.

»Vi tog det slet ikke dårligt. Vi synes selv, det er sjovt – det er man nødt til, så nu har vi lavet en profil, hvor vi kalder os det,« fortæller Lucas.

Jeamilla husker dog, at hun lidt frygtede, at Thomas Blachman netop stemte dem ud, fordi han havde placeret dem i en lidt kedelig kasse.

Derudover har hun tænkt på, om de netop ikke kom videre, fordi de ikke havde en speciel fælleshistorie som for eksempel kæresteparret Fox & Lilly.

»Vi havde jo kun lige mødt hinanden, så der kunne han (Blachman, red.) jo have været med til at lave vores historie,« fortæller hun.

Lucas og Jeamilla til 'Five Chair Challenge'.
Lucas og Jeamilla til 'Five Chair Challenge'. Foto: Lasse Lagoni / TV 2
Vis mere

Selvom de ikke gik videre, fik de masser af ros af dommerne, som de kan tage med videre, og i dag føler de, at de gjorde det bedste, de kunne.

»Der var jo en million følelser, der nåede at gå igennem en, og jeg nåede da også at græde en enkelt gang og prøvede at overbevise Blachman om, at vi var gode nok,« fortæller Lucas med et grin.

»Vi kunne ikke have gjort det bedre,« tilføjer Jeamilla og understreger, at det alt i alt var en sjov oplevelse at være med.

B.T. har spurgt TV 2, hvorfor seerne ikke får at vide, at Lucas og Jeamilla ikke kendte hinanden i forvejen.

I et mailsvar lyder det fra underholdningsredaktør Dorte Borregaard:

»Det er korrekt, at produktionen bag 'X Factor' på baggrund af precastingen har opfordret Jeamilla og Lucas til at stille op sammen som gruppe. Det er der ikke noget nyt i, for hvert år er der langt flere solister end grupper, der stiller op i 'X Factor', og blandt de mange solister er der altid nogen, produktionen opfordrer til at prøve chancen foran dommerne som en gruppe i stedet.«

Hun tilføjer:

»Det er jo blot en opfordring, og de, der i stedet stiller op som grupper, indgår i programmet på fuldstændig lige vis som alle andre. Derfor bruger vi heller ikke tid på at forklare den del i programmet, hvor vi hellere vil bruge tiden på at fortælle om deltagerne.«