En strid er brudt ud i kendis-land, efter at Amin Jensen i februar forlod optagelserne til  tv-programmet 'Jeg er en celebrity - få mig væk herfra' af egen fri vilje.

I programmet dyster en række kendte danskere om 250.000 kroner ved at fuldføre en række grænseoverskridende udfordringer i den sydafrikanske jungle.

Som det mandag aften kunne ses på TV3, blev de ulækre udfordringer dog for meget for den ellers lattermilde Amin Jensen, der efterfølgende har hævdet, at produktionsholdet bag programmet har løjet over for ham.

I afsnittet skulle komikeren Amin Jensen spise levende kakerlakker og orme. En udfordring, som Amin Jensen udelukkende fuldførte, fordi den ene af programmets to værter, komikeren Lasse Rimmer, til gengæld havde lovet ham at få chokoladebarer med til de øvrige deltagere.

Hvad man dog ikke så på tv var, at præmien ikke blev indfriet. Én chokoladebar á 25 gram til deling var det, som programmets 10 deltagere fik udleveret.

I en pressemeddelelse skriver Amin Jensen, at scenen, der efterfølgende er blevet klippet ud af programmet, var dråben, der fik et i forvejen fyldt bæger til at flyde over.

»Efter kakerlakkerne skulle jeg spise levende orme. Ikke for at få chokolade til mig selv, men til hele lejren. Jeg siger nej tak to gange, fordi de (produktionsholdet, red.) gentagende gange har lovet ting, der ikke er blevet overholdt. Det slutter med, at Lasse Rimmer lover, at alle i lejren nok skal få en Snickers chokoladebar,« skriver Amin Jensen, der mener, at TV3 har fremstillet ham som en »tyk mand, der går amok over et stykke chokolade«.

Læs også:

På Facebook har episoden imidlertid resulteret i en regulær omgang mudderkastning, efter at tv-programmets medvært Lasse Rimmer har svaret den vrede komiker igen.

»Amin Jensen mener i en tekst på Facebook i dag, at jeg personligt i 'Jeg er en celebrity - få mig væk herfra', et underholdningsprogram man kan se for tiden på TV3, skulle have lovet ham og andre deltagere i programmet en meget konkret mængde chokolade som belønning for at gennemføre en udfordring. Det er ikke sandt. Sådan et løfte har jeg ikke givet. Jeg godtager, at Amin 'husker' det sådan. Han husker bare forkert,« skriver Lasse Rimmer på sin Facebook-profil.

På Facebook uddyber Lasse Rimmer, at situationen lyder åndssvagt på skrift og henviser samtidig til programmets producent for yderligere information.

Mandag fortalte programredaktør Mikael Kjær-Hansen til BT, at Amin Jensen har misforstået situationen, og at programmets værter Jakob Kjeldbjerg og Lasse Rimmer ikke har lovet komikeren noget som helst.

Ifølge Amin Jensen handler diskussionen dog ikke kun om chokolade. Han hævder også, at sikkerheden under opholdet i den sydafrikanske jungle ikke har været i orden.

»Selvfølgelig går jeg ikke amok over et stykke chokolade. Der ligger så meget mere i det, men især presset over at sikkerheden ikke var i orden. Så jeg blev godt gammeldags tosset og gav hele produktionen en rigtig Egon Olsen-skideballe,« skriver han i en pressemeddelelse.

Amin Jensen hævder desuden, at udfordringen med at spise kakerlakker har været direkte farlig for ham.

»Kakerlakkerne var så skarpe, at når jeg sank dem, gik de ned og skar indvendigt og gav blødninger i halsen og siden en alvorlig halsinfektion. Jeg var sindssygt bange for at miste stemmen, indtil jeg fik bugt med infektionen. Jeg lever jo vitterligt af stemmen og kan kan ikke arbejde med noget af det, jeg laver, hvis jeg ikke har den med. Dette er klippet ud af programmet, som om det aldrig var sket,« siger han og fortsætter:

»Men alle mine venner i junglen var virkelige søde og dejlige. Det er den gode oplevelse, jeg tager med fra Afrika,« slutter han.