»Det går rigtig godt. Jeg kan ikke tillade mig at klage.«

Sådan lød det fra den danske sanger Rasmus Walter i marts til BT. Her fortalte han også, at han skulle giftes med kæresten Barbara Gullstein, som han har børnene Luka og Milo med.

»Jeg skal giftes til maj. Nogle af de mennesker, jeg har inviteret til brylluppet, har jeg ikke set i mange år. Jeg har spurgt mig selv, om de overhovedet gider komme, ha-ha. Har de glemt mig?,« sagde Walter, der fortalte, at han ville tage bryllupsgæsterne som 'gidsel' på Samsø.

Og hvis man tilfældigvis har fulgt med på Barbara Gullsteins Instagram-profil i denne weekend, så kan man se, at det har været en glædelig weekend for sangeren og stylisten.

Fredag skrev hun i et opslag fra Tranebjerg Kirke på Samsø:

'Så blev børnene velsignet.. I morgen er det vores tur.'

Og lørdag skrev hun så:

'My boy brought me flowers. #walterwedding17'

Barbara Gullsteins arbejdsgiver har også lagt et billede op på Instagram, hvor man kan se det smukke og nu gifte par.

Denne sommer har Rasmus Walter travlt. Han skal nemlig spille på en række prominente festivaler.

Du kan blandt andet opleve ham 11. juni, hvor han optræder på Northside i Aarhus, 24 juni på Tinderbox i Odense og 11. august spiller han på Skanderborg.