Desperat sanger udlover dusør efter indbrud


Den verdenskendte sanger James Blunt har fået stjålet sin bedstefars lommeur og er desperat efter at få det tilbage.
Uret blev stjålet i sidste uge, hvor langfingrede tyve brød ind i hans og hustruen Sofias villa på ferieøen Ibiza.
'You're Beautiful'-sangeren fortæller til Daily Mail, at tyvene stjal en lang række tøj og smykker fra villaen, men at uret er det, han er allermest ked af, da det har en affektionsværdi, fordi han har arvet det af sin bedstefar.
Tyvene stjal også en bajonet fra James Blunts tid som soldat i Kosovokrigen i 1999, og også den vil sangeren meget gerne have tilbage.

Derfor har han nu udlovet en dusør til dem, der kan hjælpe ham i sagen.
Ifølge det britiske medie fandt indbruddet sted torsdag i sidste uge, hvor tre personer – ifølge politirapporten – brød ind i villaen, som James Blunt købte for 1,7 millioner dollars tilbage i 2006.
På trods af sangernes desperation efter at få sin bajonet og bedstefars ur tilbage, så er hans humor stadig intakt.
»Tyvene tog omkring 100 genstande – deriblandt et sort og hvidt ko-tæppe, som min kone ikke kunne lide, så jeg mistænker, at hun er involveret,« joker han i interviewet med Daily Mail.
»De tog også alle mine t-shirts og trøjer, så de kan ikke have særlig god smag,« fortsætter han.
James Blunt og hans hustru befandt sig ikke i huset, da indbruddet fandt sted.
Det er uvist, hvad dusøren lyder på til dem, der kan hjælpe sangeren med at få sin elskede ejendele igen.