Den kendte sexolog har droppet sin elsker og nøjes nu med sex med sin ægtemage

Joan Ørting forargede mange, da hun sidste år stod frem og åbent fortalte, at hun havde taget sig en elsker: Den australske guru inden for tantrasex, Alex Vartman.

Men det er slut nu. Joan Ørting, som netop har rundt sin 50 års fødselsdag, har droppet elskeren og er vendt tilbage til ægtesengen.

- Vi er stadig venner og kolleger, men ikke elskere. Men hvis det er sådan, at vi har lyst til at tage det op igen, så gør vi bare det, fortæller Joan til ekstrabladet.dk.

Den kendte sexolog fortæller, at affæren har haft den positive sidegevinst, at hun er blevet smask forelsket i sin mand, Carsten Islington, igen.

- Alt det tantra, jeg lærte af Alex, det gik jeg hjem og øvede mig på med Carsten. Og så skete der jo det, at jeg blev nyforelsket i ham. Og altså. Man kan godt elske flere, men det er svært at være forelsket i to på en gang, siger Joan Ørting til avisen.