Prins Joachim overraskede alle, da han pludseligt dukkede op som nyhedsoplæser i en radioavis på P4 Sjælland.

»Han klarede det helt fantastisk godt. Han overraskede på alle parametre,« siger redaktionschef for DR Sjælland, Allan Lardell.

Det kom ikke bag på Lardell, at Prinsen var dygtig, men det ekstremt høje niveau var en positiv overraskelse.

Han fortæller, at en af P4 Sjællands nyhedsoplæsere måtte se sig slået, hvis man sammenlignede hans egen debut med Prinsens.

Mads Raagaard, som arbejder som producer på kanalen, var den der oplærte Prinsen, der kun havde nogle timer til at forberede sig til udsendelsen.

Aftalen om oplæsningen kom i stand, da Nordisk Film tog fat i DR Sjælland og spurgte, om Prinsen kunne få lov til at forsøge sig med en radioavis.

Det skete i forbindelse med, at Prinsen sammen med Nordisk Film er ved at lave en serie om Danmark, og hvordan vores land har formet sig.

Afsnittet, som radiokanalen P4 Sjælland er en del af nu, skal handle om det danske sprog som symbol, fortæller Allan Lardell.

»Det er jo en skjult kompetence, hvor man ikke lægger mærke til, at man gør det, ligesom når man skifter gear i en bil,« siger redaktionschefen og fortsætter:

»Vores nyhedsoplæsere excellerer jo i det sproglige, men det tænker man ikke over.«

Selv oplevede Prinsen, at det var en svær udfordring.

»Det var drønspændende. Det var faktisk langt mere udfordrende end at holde en tale. Når man står med mikrofonen foran sig og skal formidle nyheder - det er autencitet. Det er ærlighed, og det er ægthed. Den må ikke fejle,« siger Prinsen til DR.

Allan Lardell fortæller, at prinsen ikke i alle tilfælde kunne fungere som vært.

Prinsen ville ikke have læst nyheder op om kongehuset, men endnu mere aktuelt er der en helt særlig nyhed, som ville have sat en stopper for det kongelige indslag.

»Hvis der havde været udskrevet valg, så havde prins Joachim ikke læst nyhederne op. Man ville ikke kunne høre prinsen sige, 'landets statsminister har netop udskrevet valg.'«

Serien om Danmark kommer til efteråret på DR og beskriver, hvordan troen, magten, viden, loven, grænserne og symbolerne har skabt os.