I aften får du chancen for at se det famøse show igen.

Alt, hvad der kunne gå galt, gik galt ved det stort anlagte Gaffa Show 2012 på Bremen Teatret torsdag aften.

Teknikken svigtede, værterne måtte improvisere i mange, lange minutter ad gangen på live tv, og nogle af de prisvindende musikere var mærket af aftenens spiritusindtag, da de kom på scenen og takkede for deres priser.

Det katastrofale show har fået seerne op af stolene, og de sociale medier har glødet af kommentarer, der spænder fra forargelse til begejstring. Blandt de forargede kommentarer var, at flere beskyldte de to værter, Espen Kretzmann og Rune Tolsgaard for også have være fulde på scenen.

Men det afviser Rune Tolsgaard fuldstændigt overfor bt.dk, der møder ham dagen derpå backstage på Bremen Teatret.

Var I fulde på scenen, som flere mener, I var?

- Nej, det var vi godt nok ikke. Vi havde fået tre øl i alt til sidst, lyder det helt roligt fra Rune Tolsgaard.

På forhånd havde både han og medværten udtalt til Gaffa.dk, at det eneste de to ønskede ved deres debut som konferenciers, var, at alt går galt.

- I går, før showet, ville jeg have sagt, at jeg håbede, det ville være over mit lig, hvis alt gik galt. Men i dag synes jeg, det var sjovt. Vi havde en fest sammen med publikum, som bakkede os op, fortæller Rune Tolsgaard.

Han er selv blandt de seere, der ofte ønsker, at der sker noget uventet ved de stort anlagte og koreograferede helt ned til mindste detalje shows, som bliver sendt på live tv.

Alligevel føltes tiden noget lang, da han og Espen Pretzmann var nødt til at improvisere, mens de ventede på, at motoren til biograflærredet blev fikset. Imens gik Medina og bandet Electic Moniker bag det genstridige lærred og ventede på at komme på scenen for at spille.

- Det var lige nogle lange 15 minutter, fordi på det tidspunkt, der havde vi brugt al vores 'padlestof'. Og selv om vi var vant til at improvisere næsten alt i Angora, så var det lige voldsomt nok, erkender Rune Tolsgaard. Der trods alt stadig her dagen derpå, er glad for at der skete noget uplanlagt ved uddelingen af Gaffa-prisen 2012.

I aften genudsender TV2 Zulu showet efter talrige opfordringer.