»Det er min drøm med den nye podcast, at vi kan skubbe loftet lidt højere op. Når jeg skal til at lave det her 'Mads og A-holdet', så håber jeg, vi kan skubbe grænserne lidt og blive lidt frækkere«

Sådan lød det, da Mads Steffensen gæstede B.T.-podcasten 'Q & Co' i forrige uge.

Fredag havde hans nye program så premiere på Podimo, og det skulle vise sig, at Mads Steffensen ikke var helt galt på den med sine forhåbninger.

Der gik nemlig kun en halv times tid, før det første dilemma trak A-holdet ned under bæltestedet og gjorde det 'lidt frækkere' end i 'Monopolet' på DR.

Dilemmaet, der fik sat gang i den lumre stemning hos henholdsvis Sofie Linde, Søren Pind og Hella Joof, drejede sig om en kvinde, der er gift på 22. år, men som ikke føler, at hun får nok sex, og at hendes mand er ligeglad med hendes behov.

A-holdets råd lød, at kvinden skal tale med sin mand, da han højst sandsynligt er flov over, at han ikke kan tilfredsstille hendes behov, og det er her, der kommer lidt gloser ud, som nok ikke var gået ligeså nemt igennem på Danmarks Radio.

»Det er meget skamfuldt, fordi hele vores kultur handler om, at mænd er liderlige, og kvinder ikke rigtig orker,« lyder det fra Sofie Linde og Hella Joof nærmest i munden på hinanden.

»Hvordan skulle han have lært det? De har bollet i missionærstilling, fra de var 16 år, til de blev 23, hvor han hørte fra nogle venner, at hun også kunne gå på knæ,« siger Sofie Linde.

Det sætter ikke ligefrem en dæmper på de frække gloser, da A-holdet får at vide, at kvinden kun får sex en gang om måneden uden at få en orgasme, og at manden ikke er interesseret i oralsex – hverken den ene eller den anden vej.

»Det med oralsexen er altså et meget stort problem,« siger Hella Joof.

»Altså er der nogle mænd, som ikke kan lide af få en 'guffer'? Han er den eneste, jeg nogensinde har hørt om,« fortsætter hun chokeret og får medhold af Mads Steffensen.

Du kan høre hele afsnittet af 'Mads og A-holdet' på Podimo nu.