Hun er 26 år, studerende og har det meste af livet foran sig.
Han har tre børn, tre forliste ægteskaber, et langt kokainmisbrug og en karriere i Hollywood bag sig. Dåbsattesten er 65 år gammel.
Aldersforskellen på hele 39 år mellem den amerikanske skuespiller Dennis Quaid og hans unge forlovede, Laura Savoie, er faldet mange for brystet.
Men hverken de mange år eller strømmen af kommentarer fra folk, der mener noget i den anledning, er noget, der bekymrer det kommende brudepar.

»Det var virkelig sjovt. Jeg syntes faktisk, det var vidunderligt,« fortæller Dennis Quaid i et større interview med den britiske avis The Guardian.
Det, Quaid finder så morsomt, er den store medieinteresse, der rejste sig i kølvandet på offentliggørelsen af forholdet.
Det faktum, at hans kommende kone i teorien kunne være hans barnebarn, og at så stor en aldersforskel for mange stadig er et tabu, går hverken ham eller hans unge kæreste på, forsikrer han.
»Nej, det bekymrer os faktisk ikke. Alle kommer fra deres eget udgangspunkt i livet, så jeg kan faktisk ikke kommentere den måde, de føler. Det gør mig ikke engang vred,« forklarer han og tilføjer, at han ikke bevidst gik efter en meget yngre kvinde.

»Jeg gik ikke ud og ledte efter en stor aldersforskel eller en meget yngre end mig selv. Jeg mødte hende til et forretningsarrangement, og derfra udviklede vores forhold sig.«
Dennis Quaid er bedst kendt for sine roller i filmene 'The Parent Trap ', 'The Day After Tomorrow' og 'Footloose'. Han blev første gang set med sin nye unge flamme i juni måned.
»Du bestemmer ikke selv, hvem du bliver forelsket i. Jeg bliver ikke nemt forelsket. Men jeg kan ikke lade få menneskers mening kontrollere det. Jeg har været gift tre gange, og dette bliver den sidste. Det ved jeg. Jeg føler det, som om jeg har fundet min rette livsledsager,« siger han til den britiske avis.
Laura Savoie studerer på University of Texas, hvor hun er i gang med en ph.d.

Ægteskabet med hende bliver altså Hollywood-stjernens fjerde.
Hans mest kendte ekskone er skuespillerinden Meg Ryan, som han har en 27-årig søn med.
Derudover har han tvillinger på 10 med ekskonen gennem 16 år, Kimberly Buffington.
Dennis Quaid har tidligere åbnet fortalt, hvordan et alvorligt kokainmisbrug op gennem 80'erne og 90'erne belastede både hans karriere og forholdet til hans nu voksne søn og kvinderne i hans liv.